gaius julius cæsar - historiens verdenbuste af gaius julius cæsar ”den grønne cæsar” fra...

Gaius Julius CæsarbOrGErKriGEN

OVErsaT aF haNs bæK haNsEN

hisTOriENs VErdENdET hisTOrisKE aKadEmi

Gaius Julius CæsarBorgerkrigen

Oversat af Hans Bæk Hansen

det historiske akademi

Gaius Julius Cæsar -

borgerkrigen

Oversat af:

Hans Bæk Hansen

En del af temaserien

Historiens Verden, der redigeres af

Hans Bæk Hansen og Jan Brix

© Det Historiske Akademi

udgives af :

Det Historiske Akademi

Historie, Kultur & Samfund

www.historisk-akademi.dk

undervisningsportal:

www.historiensverden.dk.

Kontakt:

[email protected]

Forlagsredaktion:

Hans Bæk Hansen

Rasmus Kjærbye Petersen

Jan Brix

Grafisk medarbejder:

Ida Bolwig Mose

Tryk: Formula Tryxager A/S

isbN: 978-87-994853-0-7

Omslagsbilleder:

Forsidefoto: Jan Brix

Buste af Gaius Julius Cæsar ”den grønne

Cæsar” fra Altes Museum i Berlin.

Om forfatteren

Hans Bæk Hansen er født i 1979, og i 2003 blev han uddannet cand.

mag. i klassisk filologi fra Syddansk Universitet. Han har siden sin

studietid beskæftiget sig med formidling indenfor historie, kultur,

kunst, litteratur og religion med særlig fokus på antikkens Grækenland

og Rom. Hans Bæk Hansen har siden 2009 været tilknyttet Det

Historiske Akademi, hvor han er redaktør på undervisningsportalen

www.historiensverden.dk. Siden sin tilknytning til Det Historiske

Akademi har han udover antikken også fokuseret på Det byzantinske

Rige, vesteuropæisk middelalder samt renæssancen.

Forord

Hensigten med denne oversættelse er at give læseren et kort indblik i

romersk historie, borgerkrigstiden 49-48 f.v.t., hvor de to magtfulde

og spændende mænd Cæsar og Pompeius var hovedpersonerne.

Det hele bærer præg af, at den oprindelige beskrivelse er Cæsars

egne erindringer om perioden. Cæsars beskrivelse, der er skrevet på

hans modersmål latin, indeholdt ingen overskrifter på kapitlerne.

Jeg har indsat disse af hensyn til forståelsen og overskueligheden.

Yderligere er der indsat noter og tekstbokse for at give en bedre

baggrundsforståelse. Min egen interesse for græsk og romersk

historie og sprog blev allerede vakt i de gode år på Middelfart

Gymnasium og fortsatte i mine lige så gode studieår ved Syddansk

Universitet, hvor jeg studerede klassisk filologi. Jeg håber at vække

den samme interesse hos læseren.

Jeg sender en stor tak til Det Historiske Akademi og akademileder

Jan Brix, som har gjort denne bog mulig, samt til min kollega ved

Det Historiske Akademi Rasmus Kjærbye Petersen for mange gode

samtaler.

4 Gaius Julius Cæsar - BorGerkriGenGaius Julius Cæsar - BorGerkriGen

iNdhOldsFOrTEGNElsE

historisk introduktion ................ side 4

bog i .................................................. side 6

bog ii ............................................... s ide 34

bog iii ............................................... side 51

5 Gaius Julius Cæsar - BorGerkriGen

Capua. Pompeius var bevæbnet med

to legioner samt nogle italienske

tropper under ledelse af Lucius

Domitius Ahenobarbus. I takt med

at Cæsar trængte ned i Italien, trak

Pompeius sig længere og længere

sydpå mod Brundisium. Samtidig

beordrede han Domitius til at blive

og kæmpe mod Cæsar, der uden

besvær besejrede Domitius’ hær. I

mellemtiden lykkedes det Pompeius

at undslippe til Brundisium, hvor

han ventede på skibe, der kunne

transportere ham over til Epirus.

Han fik støtte af optimaterne

Metellus Scipio og Cato den Yngre,

der sluttede sig til Pompeius.

Cæsar fulgte efter Pompeius til

Brundisium og foreslog gentagne

gange, at de skulle nedlægge våbnene

og indgå en fred. Pompeius afviste

ved at henvise til, at Cæsar juridisk

og politisk set var underkastet

Pompeius’ magt. I marts 49 f.v.t.

lykkedes det Pompeius at undslippe

Cæsar og flygte til Epirus i

Grækenland.

Den 9. marts besluttede Cæsar, at

foretage en march gennem Italien og

ind i Spanien, der var kontrolleret

af Pompeius. Undervejs belejrede

han i april Massilia, der blev styret

af Lucius Domitius Ahenobarbus. I

juni ankom Cæsar til Hispania, hvor

han besejrede Pompeius’ støtter,

Lucius Afranius og Marcus Petreius.

Den 30. juli omringede Cæsar

Afranius og Petreius’ hær i Ilerda og

i begyndelsen af august (2. august)

år førte en række begivenheder til

triumviratets opløsning.

I 54 f.v.t. døde Julia, hvilket afbrød

det familiære bånd mellem Cæsar

og Pompeius. Samme år angreb

Crassus Partherriget, hvilket førte

til nederlag ved Carrhæ og hans død,

hvorefter Pompeius og Cæsar var

alene med magten.

I 52 f.v.t. erklærede et senatsdekret,

at Pompeius skulle være enekonsul,

mens Cæsar blev udråbt til folkets

forsvarer. Senatet frygtede Cæsars

voksende magt, hvilket fik dem

til at beordre ham til at nedlægge

sine våben og sende hæren hjem. I

december år 50 f.v.t. skrev Cæsar

til senatet med sit sidste tilbud.

Han ville nedlægge sine våben,

hvis Pompeius gjorde det samme. I

senatet stemte 370, mens 22 stemte

imod. Optimaterne var blevet

udspillet, men de fik Pompeius

til at mobilisere sine legioner og

”redde republikken”. Som svar på

dette flyttede Cæsar sine legioner

tættere på Italien, og den 10. januar

49 f.v.t. krydsede han Rubicon, der

markerede grænsen mellem Italien

og hans provins.

marchen mod rom og de

spanske felttog

Cæsar marcherede mod Rom, hvilket

fik senatet til at støtte Pompeius.

Han mente ikke, at Rom kunne

forsvares, hvorfor han flygtede til

Borgerkrigen af Gaius Julius Cæsar

omhandler konflikten mellem

Cæsar og popularerne (latin:

populares) på den ene side og

Pompeius og optimaterne (latin:

optimates) på den anden side. I 60

f.v.t. stiftede Pompeius, Crassus

og Cæsar triumviratet. Alliancen

blev konsolideret af Pompeius’

ægteskab med Julia, Julius Cæsars

datter, i 59 f.v.t. Samme år blev

Cæsar udnævnt til konsul, hvorefter

han fik tildelt statholderskabet

over Gallia Cisalpina i det nordlige

Italien, hvorefter han påbegyndte

erobringen af Gallien.

I mellemtiden var der uroligheder

i Rom forårsaget af en vis Publius

Clodius Pulcher. Det lykkedes

Pompeius at genoprette ro og

orden i byen og stabilisere Roms

kornforsyninger. Dette førte til

øgede spændinger i triumviratet,

hvilket blev udnyttet af en fraktion

kaldet optimates anført af personer

som Cicero og Cato. De forsøgte at

få Cæsar, der ikke havde fuldendt

erobringen af Gallien, kaldt tilbage

for at han kunne blive retsforfulgt

for sit år som konsul.

Cæsar fik indkaldt til møde i 56 f.v.t.,

hvor det lykkedes ham at få forlænget

sin kommando i yderligere fem år.

For at opveje dette fik Pompeius og

Crassus tildelt kommandoen over

henholdsvis Spanien og Syrien i en

periode på fem år. Det efterfølgende

år blev Crassus og Pompeius valgt

til konsuler, men de efterfølgende

hisTOrisK iNTrOduKTiON


Pompeius, der på daværende

tidspunkt befandt sig i Grækenland

Cæsars sejr

Ved Brundisium fik Cæsar samlet

en hær på omkring 15.000 soldater,

hvorefter han krydsede havet til

Epirus. Cæsar ankom i januar 48

f.v.t. til Dyrrhacium (Durazzo), hvor

han med nød og næppe undgik et

katastrofalt nederlag til Pompeius

den 10. juli 48 f.v.t. Han trak sig

herefter sydpå til Thessalien, hvor

han den 9. august blev angrebet af

Pompeius ved Pharsalus.

overgav Pompeius’ støtter sig til

Cæsar.

I august blev Cæsars general

Gaius Scribonius Curio besejret i

Nordafrika af pompeianerne Attius

Varus og kong Juba 1. af Numidien.

Under sit tilbagetog blev Cæsars

støtte Decimus Brutus besejret af

en pompeiansk-massiliansk flåde

i slaget ved Massilia. På trods af

nederlaget blev Massilia indtaget

af Cæsar den 6. september 49 f.v.t.

Den efterfølgende måned blev Cæsar

valgt til diktator i 11 dage, hvorefter

han blev valgt til konsul. Herefter

genoptog han sin forfølgelse af

den romerske hær

Den romerske hær var opdelt i en

række enheder, hvoraf den største

var legionen. En romersk legion

bestod i Den romerske Republik

normalt af ca. 4500 legionærer,

men kunne være helt op til 6000

mand afhængigt af perioden. Hver

legion var inddelt i 10 kohorter,

og hver kohorte var inddelt i seks

centurier. Et centurie bestod af ca.

100 mand. Udover legionærerne

havde den romerske hær tilknyttet

et rytteri samt letbevæbnede

hjælpetropper. En romersk

legionær på Cæsars tid kæmpede

iført ringbrynje og hjelm og havde

et aflangt skjold til at beskytte

sig med. Legionærens våben var

et kort sværd (gladius) og et

tungt kastespyd (pilum). Selvom

legionærerne var dygtige til at

kæmpe på slagmarken, så kæmpede

de også ofte i belejringskrig, hvilket

flere gange er tilfældet i Borgerkrigen,

og under sådanne forhold var de

romerske soldater ikke bange for

at give sig af med både at grave og

bygge. Overalt, hvor de kom frem,

anlagde legionærerne en fast lejr

(castra). Legionens felttegn bestod

af en figur af en ørn, der blev båret

af en ørnebærer. Kommandanten for

en legion blev nogle gange kaldt en

legat.

Romerske skibe

Den romerske flåde bestod af galejer.

Galejer var skibe, som blev roet frem,

men nogle kunne også hejse sejl.

Forrest i stævnen havde de romerske

galejer en såkaldt skibssnabel, som

Pompeius’ nederlag ved Pharsalus fik

ham til at flygte til Ægypten, hvorefter

Cæsar blev udnævnt til konsul for

en periode på fem år. I Ægypten var

Ptolemæus 13.s støtter udmærket

klar over konflikten mellem Cæsar

og Pompeius, og da de frygtede

Cæsar, fik de Pompeius myrdet. Han

forfulgte den pompeianske hær til

Alexandria, hvor de blev involveret

i den alexandrinske borgerkrig

mellem Ptolemæus og hans søster

Kleopatra, hvor Cæsars beskrivelse

af Borgerkrigen slutter.

af Jan Brix

de brugte til at vædre andre skibe

med. De forskellige typer galejer

blev benævnt efter måden deres årer

sad i lag på. En trirem var således en

treradåret galej.

Skibstyper

Trirem Treradåret galej

Quadrirem Fireradåret galej

Quinquerem Femradåret galej

Jolle (scapha) Lille båd

Liburne Lille krigsskib


Marcellus sit synspunkt. Således

stemte det tvungne, uvillige og

skræmte flertal for Scipios forslag,

for den samme holdning: Pompeius

havde ikke i sinde at svigte staten,

hvis senatet fulgte Pompeius; men

hvis senatet tøvede og handlede

svagt, da ville det senere, dersom

det måtte få brug for den, bønfalde

Pompeius forgæves om hans hjælp.

2. Taler i senatet

Denne tale, som Scipio holdt,

forekom at strømme fra Pompeius’

egen mund, fordi senatsmødet blev

afholdt i Rom og Pompeius befandt

sig lige i nærheden. Andre talere

havde i forsamlingen givet udtryk

for en mindre hård holdning end

Scipios. Til at begynde med Marcus

Marcellus som i en tale lagde den

holdning for dagen, at man ikke

burde drøfte sagen i senatet, førend

der var mobiliseret i hele Italien og

udskrevet hære, så senatet under

disses beskyttelse frit og uden for

fare turde træffe de beslutninger,

som det ønskede at træffe. Det

samme sagde Marcus Calidius, som

mente, at Pompeius burde drage

til sine provinser, så årsagen til et

væbnet sammenstød forsvandt:

Cæsar frygtede nemlig det faktum,

at Pompeius syntes at tilbageholde

to legioner, som netop var blevet

Cæsar berøvet af Pompeius, nær

Rom og holde dem i beredskab for

senere at bruge dem imod ham;

Marcus Rufus ligeså, idet han med

nogle få afvigelser i sit ordvalg delte

Calidius’ synspunkt. Alle disse

talere blev ofre for konsulen Lucius

Lentulus’ hån. Lentulus nægtede

pure at fremsætte Calidius’ forslag.

Skræmt af skældsordene fraveg

b O G iBogen Borgerkrigen er Cæsars egen

beretning om den borgerkrig, som bragte

ham til magten i Den romerske Republik.

Bogen består af tre bøger. Den første

handler kort fortalt om stridighederne

og kampene, der brød ud i januar 49 f.v.t.,

da Cæsar invaderede Italien med sin hær,

efter at der var blevet stillet forskellige

fordringer til ham fra Rom, som han ikke

kunne acceptere. Hans modstandere forlod

Italien og gjorde sig kampklare. Hans

hovedmodstander var Pompeius. Cæsar

overtog Italien og kæmpede mod Pompeius’

folk i Spanien og besejrede dem samme år.

1. senatet ophidses mod

Cæsar

Efter at Cæsars brev var blevet

overrakt konsulerne, lykkedes

det kun med stort besvær

folketribunerne at overtale dem til

at lade det læse op i senatet. Men

det lykkedes ikke at få en drøftelse

sat på senatets dagsorden. I stedet

redegjorde konsulerne for statens

tilstand. Konsulen Lucius Lentulus

ophidsede senatet mod Cæsar

og lovede, at han, Lentulus, ikke

ville svigte republikken, hvis blot

senatorerne ville udtrykke deres

holdninger dristigt og kraftfuldt;

men hvis senatorerne imødekom

Cæsar og søgte hans gunst som

ved tidligere lejligheder, da ville

han træffe sine egne forholdsregler

udenom senatet: Han ville nemlig

også kunne falde tilbage på Cæsars

nåde og venskab. Scipio gav udtryk

Gaius Julius Cæsar

Cajus Julius Cæsar er forfatter

til Borgerkrigen og dens forløber

Gallerkrigen. Cæsar var romersk

feltherre og statsmand. Han

blev født i Rom 13. juli år 100

f.v.t. Som ung opnåede han at

blive guvernør i Spanien. Senere

blev han pontifex maximus

(ypperstepræst i Rom). Cæsar

indgik i 60 f.v.t. en alliance med

to andre magtfulde romere,

nemlig Gnæus Pompeius, hans

senere fjende i Borgerkrigen,

og den rige Marcus Crassus.

Cæsar blev konsul, og efter sit

konsulat fik han guvernørposten

i den romerske del af Gallien

i 58 f.v.t. Gennem en årrække

erobrede han hele Gallien i en

række krige, som er beskrevet

i bogen Gallerkrigen. Efter

at have erobret Gallien ville

Cæsar stille op som konsul i

Rom uden at forlade sin provins

eller nedlægge sin hær. Det ville

hans fjender ikke godtage, så de

mobiliserede. Cæsar invaderede

efterfølgende Italien, hvilket

udløste Borgerkrigen mellem

Cæsar og Pompeius. Denne krig er

beskrevet i bogen Borgerkrigen.

Cæsar vandt Borgerkrigen og

endte med at blive diktator på

livstid. Han blev myrdet af en

sammensværgelse af senatorer

i senatet i Rom 15. marts år 44

f.v.t.


at kalde sig konger, og han pralede

over for sine venner med at ville være

en anden Sulla og regnede med at få

overkommandoen. Scipio fyldtes

af de samme håb om provinser og

hære, som han regnede med at skulle

dele med sin svigersøn Pompeius, og

motiveredes yderligere af frygt for

retsforfølgelse, samt af selvdyrkelse

og smiger fra folk, som dengang

havde stor indflydelse i det offentlige

liv og ved domstolene. Pompeius

selv havde opfordret dertil af Cæsars

fjender og sit eget ønske om, at ingen

skulle nyde samme anseelse som han

selv, helt vendt sin alliance med

Cæsar ryggen og forsonet sig med

deres fælles fjender, af hvilke han

selv engang som svigersøn havde

påtvunget Cæsar de fleste. Han

var også dybt berørt af det dårlige

flertallet blev berøvet dets ret til

frit at træffe beslutninger. Censoren

Lucius Piso lovede at rejse til Cæsar

for at informere ham om tingenes

tilstand, og det samme gjorde

prætoren Lucius Roscius: Til denne

mission forlangte de seks dage. Ikke

få ytrede ønske om, at gesandter blev

sendt til Cæsar for at forklare ham

senatets ønsker.

4. Cæsars fjender

Alle disse mødte modstand og

blev angrebet i taler af konsulen,

Scipio og Cato. Cato motiveredes

af sit gamle fjendskab til Cæsar

og ærgrelse over sit valgnederlag.

Lentulus blev drevet af stor gæld

og håbet om en hær, provinser og

bestikkelser fra mænd, der ønskede

fordi de blev drevet dertil pga.

truslerne fra Pompeius’ politiske

forbundsfæller, konsulernes råben

og deres egen frygt for Pompeius’

hær, som befandt sig i nærheden.

Nemlig: At Cæsar inden en fastlagt

dato skulle afmønstre sin hær; hvis

han ikke gjorde dette, ville han

blive betragtet som handlende imod

statens interesser. Folketribunerne

Marcus Antonius og Quintus

Cassius nedlagde veto. Tribunernes

veto diskuteredes omgående.

Alvorlige ytringer kom på bane; jo

bitrere og ondere en eller anden

talte, desto større ros modtog han af

Cæsars fjender.

3. Pompeius sammen-

kalder senatorerne

Da senatsmødet blev hævet hen

under aften, kaldte Pompeius alle

senatorer til sig. Pompeius roste de

hurtige og opmuntrede dem, hvad

fremtiden angik; de langsommere

revsede han og søgte at motivere.

Fra alle sider tilkaldtes veteraner

fra Pompeius’ gamle hære med håb

om belønning og forfremmelse.

Mange soldater fra de to legioner,

som var blevet overdraget af

Cæsar, udkommanderedes. Byen

og selveste comitium1 fyldtes med

militærtribuner, centurioner og

reserver. Alle de, som var venner

af konsulerne, tilhængere af

Pompeius og gamle fjender af Cæsar,

samledes i senatet; deres råben

og sammenstimlen skræmte dem,

som var vaklende i deres loyalitet,

og motiverede de tvivlende, mens

Gnæus Pompeius

Gnæus Pompeius med tilnavnet ”den Store” var en romersk feltherre og

statsmand. Han blev født i 106 f.v.t. og deltog som ung på Sullas side i

borgerkrigen mellem Sulla og Marius. Pompeius gjorde sig efterfølgende

bemærket som feltherre, bl.a. ved at besejre Sertorius i Spanien. Pompeius

havde senere en tæt tilknytning til de spanske områder, hvor hans legater

senere udkæmpede en del af borgerkrigen mod Cæsar. I år 70 f.v.t. trådte

Pompeius ind på den politiske scene i Rom, da han sammen med Crassus

blev valgt til konsul for det år. Efterfølgende var Pompeius atter aktiv

som feltherre og bekæmpede sørøvere i Middelhavet, besejrede kong

Mithridates af Pontos og gjorde Syrien til en romersk provins. I år 60

f.v.t. indgik Pompeius sammen med Cæsar og Crassus den uformelle

politiske alliance triumviratet, og Pompeius blev gift med Cæsars datter.

Cæsars datter døde imidlertid nogle år senere, og alliancen mellem Cæsar

og Pompeius varede ikke ved. I 49 f.v.t. udbrød Borgerkrigen mellem

Cæsar og Pompeius, efter at Cæsar i det forgangne tiår havde opbygget

et militært ry og en slagkraftig hær ved at erobre Gallien. Pompeius led et

endegyldigt nederlag til Cæsar i slaget ved Farsalos i 48 f.v.t. og flygtede

efterfølgende til Ægypten, hvor han blev myrdet ved sin ankomst.


Gallien Lucius Domitius, mens

Philippus og Cotta blev forbigået ved

private rænker, og deres lodder indgik

endog slet ikke i lodtrækningen. Til

de resterende provinser sendtes

prætorer. De ventede ikke, til deres

embeder havde været forelagt

folket, som det de foregående år

havde været skik og brug, men

drog efter have aflagt ed bort iført

purpurfarvede feltherrekapper.

Konsulerne forlod begge byen, noget

som aldrig tidligere var hændt5;

private gik omkring i byen og på

Kapitol ledsaget af liktorer, noget

som stred imod enhver tradition.

Der blev rejst tropper og udskrevet

våben over hele Italien; municipierne

afkrævedes penge, og skatte

fjernedes fra helligdommene: Enhver

guddommelig og menneskelig lov

blev overtrådt.

7. Cæsars tale til

soldaterne

Da Cæsar erfarede tingenes

tilstand, talte han til soldaterne.

Han genkaldte sig alle de gange,

hvor hans fjender havde begået

uret mod ham; han beklagede, at

Pompeius var blevet forledt og

forført af disse fjender pga. jalousi

og æresmisundelse, skønt Cæsar

altid selv havde befordret Pompeius’

ære og stået sammen med ham. Han

beklagede det nye eksempel, der

var blevet sat i staten, i og med at

tribunernes vetoret, der tidligere

var blevet fastslået ved våben, nu

blev fordømt og undertrykt ved

våben. Sulla havde, skønt han havde

alvorligste og hårdeste resolutioner

mod både Cæsars kommando3 og

mod disse de betydeligste mænd,

folkets tribuner. Folketribunerne

flygtede straks fra Rom og begav sig

til Cæsar. Han var på dette tidspunkt

i Ravenna, hvor han afventede svar

på sine allermildeste krav i håbet

om, at sagen som følge af almindelig

rimelighed kunne bringes til en

fredelig afslutning.

6. Ti legioner klar

De næste dage mødtes senatet

udenfor byen4. Pompeius gav udtryk

for de samme ting, som han havde

tilkendegivet gennem Scipio: Han

roste senatets mod og standhaftighed;

han redegjorde for sin militære

styrke; han havde ti legioner klar;

han var i øvrigt bekendt med og

fuldstændig sikker på, at Cæsar ikke

havde sine soldaters opbakning,

og at de ikke ville kunne overtales

til at forsvare eller følge Cæsar. De

øvrige sager blev straks fremlagt for

senatet: Der burde gennemføres en

generel mobilisering i hele Italien;

Faustus Sulla burde omgående

sendes til Mauritanien; penge burde

hæves fra statskassen til brug for

Pompeius. Der stilledes også forslag

om, at kong Juba af Numidien skulle

tituleres forbundsfælle og ven;

Marcellus nægtede umiddelbart

at støtte forslaget. Folketribunen

Philippus nedlagde veto angående

Faustus. Om det resterende førtes

senatsbeslutninger til protokols.

Provinserne, hvoraf de to var

konsulære, resten prætoriske, blev

tildelt private. Syrien tilfaldt Scipio,

rygte, som han havde pådraget sig

ved at vende Cæsars to legioner fra

deres asiatiske og syriske mål for at

højne sin egen indflydelse og styrke

sit eget eneherredømme. Af disse

grunde ønskede han at bringe sagen

til afgørelse ved våben.

5. Flugten fra rom

Derfor skete alt i hast og forvirring.

Cæsars venner og slægtninge fik ikke

tid til at informere ham om, hvad

der foregik, eller folketribunerne

lejlighed til at afværge den fare, de

udsættes for, og ikke engang til at

udøve denne den yderste ret til at

nedlægge veto, som selv Lucius Sulla

havde ladet deres embede beholde.

De blev derimod efter kun syv dage

i embedet tvunget til at betænke

deres personlige sikkerhed, hvor

det tidligere var normalt, at selv de

mest revolutionære tribuner kunne

regne med en embedsperiode på

mindst otte måneder at handle i.

Senatorerne greb til den ekstreme

og yderste senatsbeslutning, som

man tidligere omtrent kun havde

gjort brug af, når selve Rom var

truet af ildspåsættelse, eller når alles

liv var bragt i fare af forbryderes

vovemod2: ”Alle konsuler, prætorer,

folketribuner og de prokonsuler, som

måtte befinde sig i nærheden af Rom

skal tage skridt til, at staten ikke

lider skade.” Dette førtes i henhold

til senatsbeslutning til protokols

den 8. januar. Således gennemførtes

på de første fem dage, hvor det var

muligt at afholde senatsmøder, dvs.

fra den dag hvor Lentulus tiltrådte

sit konsulat på nær to valgdage, de


afklædt tribunembedet næsten

enhver beføjelse, dog efterladt det

dets vetoret. Pompeius, som kunne

forekomme at have genskabt det

tabte, havde i virkeligheden berøvet

dem de gaver, de havde før. Tidligere

tog man kun det dekret i anvendelse,

som bød regeringen at skride til

handling, for at staten ikke skulle

lide skade (den senatsbeslutning som

kalder det romerske folk til våben),

i tilfælde af skadelig lovgivning,

tribuners embedsmisbrug og

folkeopstandes besættelse af

templer og strategiske punkter:

På dette havde man fra tidligere

tid Saturninus’ og Gracchernes

eksempler, og hvordan det gik dém,

til vores belæring; på denne tid var

noget sådant aldrig sket, endsige

tænkt. Han erindrede dem om, at de

i ni år under hans lederskab havde

kæmpet Roms kampe på heldigste

vis, sejret i utallige slag og pacificeret

hele Gallien og Germanien, og

opfordrede dem til at forsvare deres

feltherres anseelse og ære mod hans

fjender. Soldaterne fra den 8. Legion,

som var den eneste, der var tilstede,

da han havde udkommanderet denne

ved urolighedernes begyndelse, og

resten endnu ikke var nået frem,

erklærede sig højlydt parate til at

hævne den uret, som var begået imod

deres feltherre og folketribunerne.

8. Et budskab fra

Pompeius

Da han havde erfaret soldaternes

sindelag, drog han med denne

legion til Ariminum og mødte dér

Romerske embedsmænd

Den romerske Republik havde følg-

ende embedsmænd, som optræder i

Cæsars tekst om Borgerkrigen:

Konsuler:

Den romerske republiks to øverste

embedsmænd var konsulerne

(latin: consules). De blev valgt for

et år ad gangen og fungerede som

statsministre med lige meget magt.

Hensigten var at hindre, at en

enkeltperson blev for magtfuld.

Tribuner:

Tribun var en romersk titel. Der

fandtes både militærtribuner, som

var officerer, og folketribuner,

som var valgte embedsmænd.

Folketribunerne varetog folkets

rettigheder og kunne nedlægge veto.

liktorer:

En liktor (latin: lictor) var en

romersk vagt udstyret med fasces, der

var et risknippe, hvori der til tider

sad en økse. Høje embedsmænd var

ledsaget af liktorer. Embedsmandens

rang afgjorde antallet af liktorer.

Prætorer:

Prætorer var romerske embeds-

mænd, som dels havde at gøre

med jura, dels fungerede som

provinsguvernører. I republikkens

tidlige tid havde man formentlig

prætorer i stedet for konsuler som

statens øverste embedsmænd.

diktator:

Diktator (latin: dictator) var

oprindeligt et embede i den

romerske republik. Man udnævnte

kun en diktator i nødstilfælde, og

embedet var tidsbegrænset. Cæsar

endte dog med at blive diktator

på livstid. Diktatoren havde

ubegrænset magt.

Kvæstor:

En kvæstor (latin: quaestor) var

den laveste embedsmand i Rom.

At blive valgt til kvæstor var

det første trin på den politiske

rangstige i den romerske republik.

Kvæstorernes antal varierede op

gennem historien, og det samme

gjorde deres opgaver. Ofte havde

en kvæstor dog at gøre med

finanser.

Censor:

I den romerske republik blev der

hvert femte år valgt to censorer.

Det var en meget ærefuld post, og

censorerne skulle bl.a. beslutte,

hvem der var værdige til at sidde i

senatet. Censorerne skulle også lave

en opgørelse over befolkningen,

undersøge formueforhold og tage

vare på moralen i samfundet.

Pontifex maximus:

Pontifex maximus var titlen på

ypperstepræsten i det gamle Rom.

En mulig oversættelse af titlen er

øverste brobygger. Titlen pontifex

maximus blev senere overtaget af

paven.


10. svaret på kravet

Efter at have modtaget disse

budskaber drog Roscius sammen

med Lucius Cæsar til Capua, hvor

de mødtes med konsulerne og

Pompeius; de overbragte Cæsars

krav. Konsulerne og Pompeius

skrev efter at have overvejet sagen

et brev til Cæsar med deres svar

og sendte budbringerne tilbage

til ham med et budskab, hvoraf

summen var følgende: Cæsar skulle

vende tilbage til Gallien, forlade

Ariminum og opløse sin hær; hvis

han gjorde det, ville Pompeius rejse

til Spanien. I mellemtiden, indtil

løfter var afgivet om, at Cæsar ville

gøre, som han havde lovet, ville

konsulerne og Pompeius ikke hæve

mobiliseringen.

11. Freden i fare

Det var på ulige betingelser at kræve,

at Cæsar skulle forlade Ariminum og

vende tilbage til sin provins, mens

Pompeius selv fik lov at beholde

både sine egne provinser og legioner,

som ikke var hans egne; han ønskede,

at Cæsars hær skulle opløses, men

mobiliserede selv; Pompeius lovede

at ville rejse til sin provins, men sagde

ikke noget om hvornår, således at han,

hvis han ikke var rejst, når Cæsars

embede var til ende, ikke ville kunne

pådrage sig religiøs besmittelse ved

at forbryde sig mod sin ed; og det,

at han ikke ville afsætte tid til et

møde og ikke ville nærme sig Cæsar,

satte i sandhed freden i en tilstand

af dyb desperation. Cæsar sendte

da Marcus Antonius fra Ariminum

og dérved uden større besvær

undgå konflikt og befri Italien for

frygt. Cæsar sagde, at han for sit

vedkommende altid havde regnet

statens værdighed som det første,

ja som vigtigere end selve hans

eget liv. Det havde smertet ham,

at han, fordi han ved sine fjenders

bagvaskelse var blevet fravristet

et velvilligt privilegium givet ham

af det romerske folk, var blevet

berøvet de sidste seks måneder af

sin kommando for at blive trukket

tilbage til Rom, når folket havde

besluttet, at han skulle have lov til

at føre sit kandidatur6 in absentia.

Denne æreskrænkelse havde han

dog båret over med for statens skyld.

Da han havde sendt brev til senatet

med forslag om gensidig afrustning,

havde han ikke engang opnået dette.

Man havde mobiliseret i hele Italien,

to legioner, som var blevet ham

frataget under påskud af, at skulle

føre krig mod partherne, blev holdt

tilbage fra ham; staten stod under

våben. Skulle mon ikke alt dette

være rettet imod ham? Og dog var

han rede til at nedlade sig til hvad

som helst og lide enhver tort for

statens skyld. Blot skulle Pompeius

drage til sine provinser og opløse sin

hær, alle i Italien nedlægge våbnene,

enhver grund til frygt fjernes fra

borgerne, og styret af staten og

valghandlingerne atter overlades til

senatet og det romerske folk. For

at dette lettere kunne finde sted og

på sikre betingelser bekræftes ved

ed, kunne enten Pompeius komme

til Cæsar eller Cæsar til Pompeius.

Således ville alle stridigheder kunne

bilægges gennem samtale.

folketribunerne, som var flygtet

til ham; de resterende legioner

kaldte han ud af deres vinterlejre

og befalede dem at følge efter. Den

unge Lucius Cæsar, hvis fader var

en af Cæsars legater, stødte til. Da

de indledende hilsner var overstået,

forklarede ynglingen årsagen til,

at han var kommet, nemlig at han

kom fra Pompeius til Cæsar med et

privat budskab: Pompeius ønskede

at meddele Cæsar, at han havde rene

hænder, for at Cæsar ikke skulle

laste privatpersonen Pompeius for,

hvad politikeren Pompeius havde

gjort for staten. Pompeius havde

altid sat hensynet til staten over

private bånd. Cæsar burde også af

hensyn til sin værdighed opgive

sin kampiver og sin hidsighed for

statens skyld og ikke i dén grad

vredes på sine fjender, at han i håbet

om at skade dem kom til at skade

staten. Lucius tilføjede noget mere af

samme art samtidig med, at han kom

med undskyldninger for Pompeius.

Prætoren Roscius fremførte ligeledes

de samme ting med de samme ord

for Cæsar og gjorde det klart, at de

var ham indprentet af Pompeius.

9. Cæsars krav

Alt dette syntes ikke at gøre noget

til at lette den begåede uret, men

siden Cæsar nu havde mænd af

passende stand hos sig, gennem

hvilke han kunne meddele sine krav

til Pompeius, så bad han hver enkelt

om, siden de nu havde overbragt

ham, hvad de var blevet pålagt af

Pompeius, ikke at afvise også at

overbringe hans krav til Pompeius

det historiske akademiEn formidlings- og forlagsvirksomhed, der udgiver undervisningsmateriale, bøger,

arrangerer foredrag og seminarer samt kulturhistoriske- og historisk-arkæologiske

rejser med et højt fagligt indhold: www.historisk-akademi.dk

HISTORIENSVERDEN.DK er den første komplette danske verdenshistorie på nettet. Det

er en anderledes verdenshistorie med en lettilgængelig kronologisk opbygning.

Portalen er konstant under udbygning med nye verdenshistoriske tekster, biografier,

leksikonartikler og kilder.

Som abonnent på historiensverden.dk får du adgang til et væld af tekster til verdenshistorien

fra den nærorientalske oldtid og frem til det 21. århundrede.

Verdenshistorien på nettetwww.historiensverden.dk

Det Historiske Akademi har lanceret den verdenshistoriske temaserie Historiens Verden,

der har til formål at supplere vores undervisningsportal www.historiensverden.dk med

interessante og uddybende aspekter af verdenshistorien.

Temaserien Historiens Verden har til hensigt at behandle emner indenfor de store historiske

epoker, historiske personligheder og imperier samt krige, opdagelser og erobringer.

Denne verdenshistorie kan ikke sammenlignes med noget andet verdenshistorisk samleværk,

da denne temaserie på utraditionel vis sigter på at tage fat på både det kendte og ukendte.

De 3 første bøger i temaserien Historiens Verden er indenfor oldtiden:

Isis og Serapis. Ægyptiske kulter i Rom og Romerriget

Dareios den Store. Storkongen og Perserkrigene

Gaius Julius Cæsar: Borgerkrigen

Kommende bøger i temaserien dækker middelalderen, renæssancen og nyere tid:

Reformationen i Europa

Den amerikanske Borgerkrig

Det byzantinske Rige

Renæssancen i Italien

Verdenshistorisk temaserie

Det berømte citat ”Terningen er kastet” stammer fra den 10. januar 49 f.v.t., da erobreren af Gallien, Gaius Julius Cæsar, krydsede floden Rubicon og erklærede senatet krig. Julius Cæsar var kort forinden af det romerske senat blevet afkrævet, at han skulle nedlægge sine våben og overlade sine veltrænede og kamperfarne tropper til en ny statholder. Senatets ultimatum stillede Cæsar overfor et dilemma: han kunne enten vælge at opgive sine legioner og dermed sin politiske karriere, eller han kunne vælge at gøre oprør. Cæsar valgte sidstnævnte, og citerede angiveligt digteren Menander, da han sagde de berømte ord alea iacta est (”Terningen er kastet”), hvorefter han krydsede Rubicon og invaderede Italien. Pompeius besluttede at kæmpe for senatet, men han blev hurtigt tvunget til at trække sig ud af Italien og flygte til Grækenland. Cæsar fulgte ikke øjeblikkeligt efter, da han først tog til Spanien for at nedkæmpe Pompeius’ allierede. Først i januar 48 f.v.t. krydsede han Adriaterhavet og landede i det nuværende Albanien for at tage kampen op mod Pompeius...Læs Cæsars egne ord, når han beretter om Borgerkrigen, som gjorde Cæsar til diktator og dermed ændrede Roms historie.

isbN 978-87-994853-0-7

gaius julius cæsar - historiens verdenbuste af gaius julius cæsar ”den grønne cæsar” fra...

Documents