SangtekSt

KoncerthusetKlassisk Sæson12 13

Herreværelset

Camille Saint-Saëns: Saltarelle Tekst: Èmile Deschamps Oversættelse: Magna Blanke

Venez, enfants de la Romagne,Tous chantant de gais refrains, Quittez la plaine et la montagne Pour danser aux tambourins!

Rome, la sainte, vous les donneCes plaisirs que la madone De son chêne vous pardonne Se voilant quand il le faut.

Le carnaval avec son masque Ses paillettes sur la basque,Ses grelots, son cri fantasque Met les sbires en défaut.

Frappons le sol d'un pied sonore!Dans nos mains frappons encore!La nuit vient et puis l'aurore,Rien n'y fait dansons toujours!

Plus d'un baiser s'échappe et vole;Se plaint-on? la danse folle,Coupe aux mères la parole,C'est tout gain pour les amours.

Le bon curé, qui pour nous suivre,Laisse tout, mais qui sait vivre,Ne voit rien avec son livre,De ce qu'il ne doit pas voir.

Mais quoi! Demain les CamadulesSortiront de leurs cellules;Puis, carème, jeûne et bulles,Sur la terre vont pleuvoir!

Kom, alle unge fra La Romagne, syng med på de glade refræner; forlad markerne og bjergene for at danse til tamburinerne.

Det hellige Rom skænker jer disse glæder, og Madonna oppe i sit egetræ vil nok tilgive jer;hun skjuler sit ansigt, om nødvendigt. Maskeballet,kjoleliv med pailletter,klokker, fantastiske råb, alt det leder politiet på vildspor.

Lad os hoppe og trampeog klappe i hænderne! Det er jo snart nat, og så bli'r det morgen.Så man er nødt til at blive ved med at danse.

Mere end ét kys slippes løs og flyver bort.Klager vi over det? Den vilde dans gør mødre målløse.Så meget des bedre for kærligheden.

Den gode sognepræst, som forlader alt for at følge os,men som ikke ved, hvordan man skal leve,han ser ingenting i sin bog,som han ikke skal se.

Men hvad! I morgen kommer munkene ud af deres celler, og fastetid og bandbuller vil regne ned over jorden.

Fini Henriques: SerenadeTekst: Edvard Lembke

Jomfru, du må ikke sove:sommernatten er så lys og smuk;himlen er så klar og stille,stjernerne på voven spille,aftenvinden dør i sagte suk.

Kom og se, hvor poplen bæver,blinkende som sølv i måneskin;se, hvor svanerne, de hvide,drømmende på floden glide:Drømmen hyller hele verden ind.

Hvor du vinker, vil jeg følge,vink til leg og vink til alvors dyst:Dine farver vil jeg bære,øm og trofast vil jeg være,hvis du lønner sødt med elskovs lyst.

Jomfru! Kom herned i lunden;o, da bliver natten dobbelt smuk;når dit øjes stjerner spille,er min himmel klar og stille,og min længsel dør i glædens suk!

Peter Heise: De smukke Tekst: Efter J.L. Runeberg

Jeg kigger på pigernes skare,jeg spejder og spejder bestandig; den skønneste gad jeg nok eje! Ak, vidste jeg blot, hvor hun findes!

Der er ej den pige, der savner et noget, der fængsler min tanke.Jeg kan ej en eneste vrage, o kunne jeg kysse dem alle!

Peter Heise: Tre katteTekst: P. Rode

Tre katte krøb op på taget engangog skreg og mjauede natten lang;det var nu faldet dem alle ind:musik er så dejlig i måneskin,musik er så dejlig i måneskin.

De sang om, hvor yndigt stjernerne så lig museøjne fra hver en vrå, dernæst om månen, hvor skøn den sad og ligned det fuldeste mælkefad,og ligned det fuldeste mælkefad.

Franz Schubert: Trinklied aus dem 16. JahrhundertTekst: Franz Arnold GräfferOversættelse: Magna Blanke

Edit Nonna, edit Clerus ad edendum nemo serus;bibit ille, bibit illa,bibit servus cum ancilla;bibit Abbas cum Priore,bibit coquus cum factore,et pro rege et pro Papabibunt vinum sine aqua,et pro Papa, et pro Regebibunt omnes sine lege,bibunt primum et secundodonec nihil sit in fundo.

Til sidst fik de husets herre vakt,ham faldt det nu ind, han ville slå takt,ak vé! Da standsed det sangerkor,thi taktstokken var en piskesnor,thi taktstokken var en piskesnor.

Nonnen spiser, klerken spiser,dertil er ingen for sent ude;han drikker, hun drikker,tjeneren drikker med pigen;abbeden drikker med prioren,kokken drikker med de øvrige,de drikker for pave og for konge,de skåler i vin uden vand,de drikker for konge og for pave, skåler for alle uden undtagelse; høj og lav drikker,indtil der ikke er mere tilbage.

Peter Heise: Drikkevise Tekst: Steen Steensen Blicher

1. Hurra, kammerater, nu igen! Bruger tiden vel, den iler hastigt hen,den iler såre hastig hen! Denne stund er vor endnu, måske skal det ogden allersidste være.

Dag på dag henruller brat som sky på sky,knap vi arrivere, før igen vi fly! Barsel, bryllup og begravelse er ikkun et øjebliks affære.Spild ej, du svage, med tanker og klage de få og ustadige dage. Langt bort med sorgen, tag glæden på borgen, lev nu og tænk ej på i morgen.

Benjamin Britten: The Ballad of Little Musgrave and Lady BarnardTekst: FolkesangOversættelse: Forfatter ubekendt

As it fell on one holy-day,As many be in the year,When yong men and maids together did goTheir matins and mass to hear, Little Musgrave came to the church door,The priest was at private mass;But he had more mind of the fair women,Then he had of our Lady’s grace. The one of them was clad in green,Andother was clad in pall,And then came in my Lord Barnard’s wife,The fairest amongst them all. Quoth she, “I’ve loved thee, Little Musgrave,Full long and many a day.””So have I lov’d you, my faire ladye,Yet never a word durst I say.” “But I have a bower at Bucklesford-Bury,Full daintily it is dight,If thou’lt wend thither, thou Little Musgrave,

Barnet kryber, drengen løber, manden går, vaklende ved staven blege olding står; fremad, march! omkring! gå hjem! – er ikkun et øjebliks affære.

2. Hurra, kammerater . . .

Se, hvor tiden iler, lad os ile med!nyde glæden, venner, før den fa'r af sted:Proppen ud kluk, kluk og flasken tom – er ikkun et øjebliks affære. Synge og drikke til sidste hikke, så vare forfædrenes skikke;drikke og sjunge mens vi ere unge, så lofter og vægge skal runge! Nu god tår, god tår! god rolig nat og tak! Skål for den som skænked, skål for den som drak! Glasset fuldt og glasset tomt – er kun et øjebliks affære.

Det skete på en helligdag,dem er der jo mange af,der hvor de unge mødes for at høre messe.Little Musgrave kom til kirkens dør,men præsten havde mere øje forde smukke piges ynderend for Vor Frues nåde.En var klædt i grønt,en anden i sort;og så kom lord Barnards frue,den smukkeste af dem alle.Hun sagde: ”Jeg har elsket dig længe,Little Musgrave.””Og jeg har også elsket dig, smukke frue,men turde aldrig sige det.””Jeg ejer et lille hus i Bucklesford-Burry,lækkert udstyret;om du kom derhen, Little Musgrave,

Thou’s lig in my armes all night.” With that beheard a little tiny page,By his lady’s coach as he ran:Says, “Although I am my lady’s foot-page,I am Lord Barnard’s man!” Then he’s cast off his hose and his shoon,Set down his feet and ran,And where the bridges were broken down,He bent his bow and swam. “Awake, awake, thou Lord Barnard,As thou art a man of life!Little Musgrave's at Bucklesford-BuryAlong with thine own wedded wife.” He called up his merrymen all: “Come saddle me my steed;This night must I to Bucklesford-Berry, F’r I never had greater need!”

But some they whistled, and some they sangand some they thus could sayWhenever Lord Barnard’s horn it blew”Away, Musgrave, away!” “Methinks I hear the threstlecock,Methinks I hear the jay,Methinkes I hear Lord Barnards horn:Away, Musgrave, away!”“Lie still, lye still, thou Little Musgrave,And huggle me from the cold;’Tis nothing but a shepherd’s boyAdriving his sheep to the fold.“By this Lord Barnard was come to his door,And lighted a stone upon:And he’s pull’d out three silver keyes,And open’d the doors each one.

He lifted up the coverlet,He lifted up the sheet:

”Arise, arise, thou Little Musgrave,And put thy clothes on,It shall never be said in my country,I’ve killed a naked man.

I have two swords in one scabbard,They are both sharp and clear;Take thou the best and I the worst,We’ll end the matter here.”

skulle du ligge i mine arme hele natten.”Alt dette hørte den lille page,som løb ved fruens vogn.Han sagde: ”Selv om jeg er fruens page,er jeg i lord Barnards tjeneste.”Så smed han strømper og skoog løb af sted;og var der steder, hvor broerne var i stykker,så svømmede han over.“Vågn op, kom og hør, lord Barnard,om du er en mand af ære! Littlle Musgrave er i Bucklesford-Burry,og han er i seng med din hustru.”Han sagde til alle sine mænd:”I skal sadle min stolte ganger;i nat må jeg til Bucklesford-Burry;og det har aldrig været mere nødvendigt.”

Nogle fløjtede, nogle sang,nogle sagde det højt,mens lord Barnards horn det klang:”Væk, Musgrave, forsvind!””Jeg synes, jeg kan høre noget ildevarslende,jeg synes, jeg kan høre en skovskade,jeg synes, jeg kan høre lord Barnards horn:Væk, Musgrave, forsvind!””Lig roligt, Little Musgrave,og beskyt mig mod kulden,det er jo bare hyrdedrengen,der driver fårene hjem.” Nu var lord Barnard kommet til døren,han tændte lysog fandt tre nøgler af sølvog åbnede dørene én for én.

Han fjernede tæppet,løftede op i lagenet:

”Stå nu op, Little Musgrave,og tag dit tøj på;for det skal aldrig siges om mig,at jeg dræbte en nøgen mand.

Jeg har to sværd i skeden,begge er skarpe og parat;tag du det bedste, jeg får det andet,så ender vi historien her.”

The first stroke Little Musgrave struck,He hurt Lord Barnard sore;The next stroke that Lord Barnard struck,Little Musgrave never struck more.

“Woe worth you, woe worth, my merry men all,You were ne’er born for my good:Why did you not offer to stay my hand,When you saw me wax so wood?

For I’ve slain also the fairest ladyeThat ever wore woman’s weed,So I have slain the fairest ladyeThat ever did woman’s deed.”

”A grave, a grave,” Lord Barnard cried,”To put these lovers in!But lay my lady on the upper hand,For she comes of nobler kin.”

Ralph Vaughan Williams: The Turtle Dove Tekst: Folkesang Oversættelse: Magna Blanke

Fare you well, my dear, I must be gone,and leave you for a while;if I roam away I'll come back again,though I roam ten thousand miles, my dear,though I roam ten thousand miles.

So fair thou art, my bonny lass,so deep in love am I;but I never will prove false to the bonny lass I love,till the stars fall from the sky, my dear,till the stars fall from the sky.

The sea will never run dry, my dear,nor the rocks melt with the sun,but I never will prove false to the bonny lass I love,till all these things be done, my dear,till all these things be done.

O yonder doth sit that little turtle dove,he doth sit on yonder high tree,

Det første stød fra Little Musgravesårede lord Barnard svært;det næste stød leverede lord Barnard,og Little Musgrave stødte aldrig mere.

”Skam få I, mine tapre mænd,I gjorde mig aldrig noget godt;hvorfor tilbød I ikke at stå mig bi,da I så, hvor galt det stod til?

For jeg har dræbt den smukkeste kvinde,som altid bar kvindedragt,jeg har dræbt den smukkeste kvinde,som altid handlede, som kvinder gør.”

”Grav en grav,” sagde lord Barnard,”og læg disse to elskende deri;men læg min hustru øverst,for hun var af ædlere slægt.”

Nu farvel, du min søde, jeg må af sted,jeg bliver borte en tid;strejfer jeg lidt rundt, kommer jeg altid tilbage,om jeg så strejfede rundt over tusind mile, min søde, om jeg så strejfede rundt over tusind mile.

Så smuk du er, min kønne tøs, lige så forelsket er jeg;jeg vil aldrig lyve for den kønne tøs, jeg elsker,så længe stjernerne står på himlen, min søde,så længe stjernerne står på himlen.

Havet tørrer aldrig ud, min kære,klipperne smelter aldrig i solen, jeg vil aldrig lyve for den kønne tøs, jeg elsker,så længe sådanne ting ikke sker, min kære,så længe sådanne ting ikke sker.

Se, der sidder den lille turteldue,han sidder i det høje træ,

a-making a moan for the loss of his love,as I will do for thee, my dear,as I will do for thee.

Arthur Sullivan: A Maiden Fair to See Tekst: W.S. GilbertOversættelse: Magna Blanke

A maiden fair to see,The pearl of minstrelsy,A bud of blushing beauty;For whom proud nobles sigh,And with each other vieTo do her menial's duty.

A suitor, lowly born,With hopeless passion torn,And poor beyond denying,Has dared for her to pineAt whose exalted shrineA world of wealth is sighing.

Unlearned he in aughtSave that which love has taught(For love had been his tutor);Oh, pity, pity me –Our captain's daughter she,And I that lowly suitor!

Gunnar Wennerberg:I anledning av Magisterns och gluntens första bekantskap Tekst: Komponisten

Vers 1.Magistern: Minns du hur ödet oss förda tillhopa adertonhundra och trettiosju?

Glunten: Å ja, visst minns jag det . . . just Karl den tolftes dag.

Magistern: "Allmänna Sången" gick marsch omkring torget;jag gick i basen, brevid mig gick du.

han klager over tabet af sin kæreste,som jeg ville gøre, hvis jeg mistede dig, min kære,som jeg ville gøre, hvis jeg mistede dig.

En pige så køn,en strålende kunstner,en blomst, en blussende skønhed som stolte herrer sukker for; de vil kappes med alle andre for at være hende tilpas.

En bejler, af ringe herkomst,pint af håbløs lidenskab –og fattig, uden tvivl – han fortæres af længsel efter hende, hvis ophøjede stadeen hel verden sukker for.

Der er nok noget, han ikke ved,men han ved, hvad kærligheden har lært ham (for kærligheden var hans vejleder);åh, åh, stakkels mig – hun er kaptajnens datter, og jeg er den ringe bejler!

Glunten: Kvällen var kall och mörk. Tror du jag glömt det jag?

Bägge: "Viken, tidens flyktiga minnen,"grep med underbar makt våra sinnen.

Magistern: Men, när sången var slutad, frågte du:"Behager herrn ett glas?"Det var uppslaget, bror, till ett tioårigt dundrande kalas.

Bägge: Ja, skål för de framfarna år och för vår levnads långa vår!

Vers 2. Magistern: Våren är flydd, men med glödande runor hela dess härliga saga finns kvar;

Glunten: skriven i hjärtats djup, ack, med en rosentagg.

Magistern: Än sitter i oss den gamle studenten, gladare nästen än fordom han var;

Glunten: hissar ännu med fröjd ungdomens vikingsflagg.

Bägge: Vist blir kassans tillstånd allt värre, apparenserna dagligen färre –

Magistern: Men vad säkerhet ges, att vi ej bli förmögna män till slut, och så statsråd på köpet? – Slikt har hänt mången gång förut.

Bägge: Ja, skål för det löpande år och för en prolongerad vår! Gutår!

Vers 3. Magistern: Snart kanske äro vi bräckliga gubbar, torkade stammar, som luta till fall?

Glunten: Vi dela ljuvt och lett, falla på samma gång.

Magistern: Ja, men om oblida nornor oss skilja . . . du skall åt Ystad och jag åt Sundsvall?

Glunten: Nämn ej ett ord ditåt! – Tänk en distans så lång!

Bägge: Hm! o m , o m sligt skulle hända, om vår fröjd tog så snöpelig ända?

Magistern: Na, lass basen! Vad är väl värt att bråka skallen med sån't där? Den är likafullt den malörn, som varja annan, passagér.

Bägge: Ja, skål för de kommande åroch så till slut för en evig vår! Gutår!

Gunnar Wennerberg: En månskensnatt på SlottsbackenTekst: Komponisten

1. Magistern: Herre min Gud, vad den månen lyser,se, vilken glans utöver land och stad!

Glunten: Himlen är klar och var stjärna myser vänligt emot oss ner och vinkar glad.

Bägge: Där flammar Sirius, där Orion,där plaskar Svanen i eterns bad.

Herre min Gud, vad den månen lyser,se, vilken glans utöver land och stad!

2. Magistern: Högt opp i Slottet varenda rutablixtrar, som voro den en ädelsten.

Glunten: Tänk dig vid tornet en prins med luta, fladdrande locker och charmanta ben!

Bägge: Och i et fönster Cecilia Wasa bländande skön uti månens sken. Högt opp i Slottet . . .

3. Magistern: Var finns en punkt uti Sverges rike,där man om natten har så lycklig lott?

Glunten: Hellre jag sover i "Stadens dike" än uppå bolstrarna i kungens slott.

Bägge: Nu ska' vi knacka oss in hos Lamby;porter så här dags – är det ej gott? Var finns en punkt uti Sverges rike,där man om natten har så lycklig lott?

Gunnar Wennerberg: Nattmarschen i Sankt Eriks gränd Tekst: Komponisten

Glunten: Framåt marsch!

Magistern: Gå på!

Glunten: Höger om!

Magistern:Rätt så!

Glunten: Hu, så beckande mörkt i natt!

Magistern: Gör detsamma.

Glunten: Ja men!

Magistern: Men var ä' vi?

Glunten: I gränd.

Magistern: Vete fan vad jag fått för en hatt.

Glunten: Vem är det?

Magistern: Va' sa?

Glunten: Svara strax!

Magistern: Wer da?

Glunten: Varför står herr'n och lurar så sent?

Magistern: Nå, så tokigt!

Glunten: Hur så?

Magistern: Det är pumpen!

Glunten: Hå, hå!

Magistern: Ber om ursäkt . . . var ej illa men't.

Bägge: Arm i arm framåt! Kors så vinglig stråt! Jag var dum, som åt . . .borde supit på't. Det var hin till Eriksgata, mörk och smutsig, kall och våt.Jämna steg, takt tu! Så, nu går det ju?Akta knuten nu! Håll du truten du!Aj! Ohoj! Pladask i smutsen ligger nu båd' jag och du.

Magistern: Ja, så går det till slut med all värdslig fröjd,hur man ock balanserar, så bär det kull.

Bägge: Och till rännstenens djup från salongens höjd är ett tuppsteg, min bror, se'n man väl är full.

Glunten: Det är märkvärdigt dock vad man faller lätt och hur svårt det se'n har sig att komma opp!

Bägge: Ja, den tyngdlagen fjäskar på alla sätt, för att rätt chikanera vår arma kropp.

Glunten: Hör du brandvaktens rop, som på Dombron står?

Magistern: Nå, den hjälpen den kom som från skyn!

Bägge: Du skall få dig en sup som till stortån går, om du halar oss opp utur dyn.

Glunten: Hedersvän, tag ett tag . . . noch ein mal . . . se så där!

Magistern: Din belönning blir stor om ock sen.

Bägge: Du är lycklig ändå, ty du vet vart det bär; du har stagade, sansade ben.

Gunnar Wennerberg: Examenssexa på Eklundshof Tekst: Komponisten

Magistern: Calle!

Glunten: Janne!

Magistern: Kypare!

Glunten: Hør opp du! Magistern: Herr Schy...

Glunten: Petter!

Magistern: Här är han!

Glunten: Ptro, stopp du!

Magistern: Buga dig djupt, din sjutusan! Glunten har ta't kaneraln.

Glunten: Vi ska' sexa; men varken därinne i salen,ej heller i smårummen eller på svalen, och inte på vindskammarn, ej på balkongen, men just här i trädgår'n, i gräsgröna gången.

Magistern: Petter!

Glunten: Sprang han? Magistern: Hejda dig!

Glunten: Stå still du!

Magistern: Böckling . . .

Glunten: blommor . . .

Magistern: rättika . . .

Glunten: och sill du!

Magistern: Nej, ge nu riktiga order; annars så bär det på tok.

Glunten: Du skall duka, men prydligt, min käraste Petter, med blommor på bordet och brutna servetter och rättika, böckling och renstek med meraoch en butelj öl och en dito madera.

Bägge: Sätta vi oss här? Eller kanske där?Ja, där i trädens skugga slå vi oss i ro. Här är gudagott at vara, o, vad livet dock är skönt! Hör vad fröjd från fåglars skara, se, vad gräset lyser grönt!Humlan surrar, fjäriln prålar, lärkan slår i skyn sin drill, och ur nektarfyllda skålar dricka oss små blommor till.

Walter Donaldson: Yes Sir, That's My Baby Tekst: Gus KahnOversættelse: Magna Blanke

Who's that coming down the street? Who's that looking so petite? Who's that coming down to meet me here?Who's that, you know who I mean, Sweetest "who" you've ever seen? I could tell her miles away from here.

Yes Sir, that's my Baby,No Sir, don't mean maybe, Yes Sir, that's my Baby now, sweet cookie.Yes Sir we've decided No ma'am we won't hide it, Yes ma'am you're invited, yes, right now.By the way, when we reach the preacher I'll say with feeling:

Yes Sir, that's my Baby No Sir, don't mean maybe Yes Sir, that's my Baby now. By the way, when we reach the preacher I'll say: Put it up one tone higher!Yes Sir, that's my Baby No Sir, don't mean maybe Yes Sir, that's my Baby now.

Hvem er det, der kommer ned ad vejen?Hvem er det, der ser så yndig ud?Hvem er det, der kommer for at møde mig?Hvem er, du ved, hvem jeg mener: den sødeste "Hvem", man nogensinde har set. Jeg kan kende hende på flere miles afstand.

Jo, det er min kæreste,nej, jeg mener ikke måske,ja, hun er min kæreste nu, den søde. Ja, vi har besluttet os,nej, vil vil ikke skjule det,ja, du er inviteret, ja, lige her.Forresten, når vi kommer til præsten, vil jeg sige med følelse:

Ja, det er min kæreste,nej, jeg mener ikke måske, ja, hun er min kæreste nu. Forresten, når vi kommer til præsten,vil jeg sige: Sæt det en tone op! Ja, det er min kæreste,nej, jeg mener ikke måske, ja, hun er min kæreste nu.

Kaj Normann Andersen: Du gamle måne Tekst: Ludvig Brandstrup, Carl Arctander Alfred Kjerulf. Arr.: Jakob Faurholt

Sig mig, måne, gamle måne. Sig mig, du gamle måne, kan du huske sidst, hvor var det? Det er svært at huske, vi to vi fik en passiar. Jeg husker tydeligt, det var vist i går. Husker du, hvor det var ?

Jeg stod ved lygten og var fuld, som du ser mig her. Fuld, fortvivlet og gal,

Leonard Cohen: Suzanne Tekst: Forfatter ubekendtOversættelse: Magna Blanke

Suzanne takes you down to her place by the river,you can hear the boats go by you can spend the night beside her and you know that she's half crazybut that's why you want to be there and she feeds you tea and oranges

pint af sorg og af kval. Da sagde jeg: Du gamle måne, der var ingen, der så det, du gamle måne, så kun du kan forstå det.

Du så mig hulke som et barn samme nat, du gamle måne, du så, at hun mig havde forladt. Du gamle måne, vil du svare mig på: Måne, jeg spø'r: er du virk'lig min ven?Måne, så glem det igen. Sig mig nu, du gamle måne klar,ja, ved du, hvorfor mon det var?

Man undres jo og spørger atter: Han, som hun nu har kær, jeg tvivler ganske vist – og så gør jeg! er han det også værd? Ler hun til dig endnu? Jeg savner hendes smil, åh! Mindes hun mig endnu? Måne, aner hun, at,djævlen tog mig den nat?

Med megen anger synger jeg: Du gamle måne, der var ingen, der så det, du gamle måne, så kun du kan forstå det. Når jeg kom fuld hjem nat på nat, har du leet. Du gamle måne, jeg ved, at alting, alt har du set. Du gamle måne, vil du svare mig på:

Måne, jeg spø'r: er du virk'lig min ven?Måne, så glem det, du gamle, gamle ven!

Suzanne tager dig med til sit sted nær ved floden, du kan høre bådene sejle forbi, du kan tilbringe aftenen sammen med hende, og du ved, hun er lidt skør, men det er derfor, du vil være der;og hun byder på te og appelsiner,

that' come all the way from China and just when you mean to tell her that you have no love to give her then she gets you on her wavelenghtand she lets the river answer that you've allways been her lover and you want to travel with her and you want to travel blindand you know that she will trust you for you've touch'd her perfect body with your mind.And Jesus was a sailor when he walked upon the waterand he spent a long time watching from his lonely wooden towerand when he knew for certainonly drowning men could see him He said:"All men will be sailors thenuntill the sea shall free them" but he himself was broken long before the sky was open Forsaken allmost human he sank beneath your wisdom like a stone.And you wan to travel with him and you want to travel blind and you think maybe you'll trust himfor he's touch'd your perfect body with his mind.Now Suzanne takes your hand and she leads you to the river she is wearing rags and feathers from Salvation Army countersAnd the sun pours down like honey on our lady of the harbour And she shows you where to look among the garbage and the flowers, there are heroes in the seaweedthere are children in the morning they are leaning out for loveand they will learn that way for ever while Suzanne holds the mirrorand you want to travel with her and you want to travel blind.And you know that you will trust herfor she's touch'd your perfect body with her mind.

som kommer hele vejen fra Kina;og netop som du skal til at fortælle hende, at du ikke kan give hende kærlighed, får hun dig over på sin bølgelængde, hun lader floden svare, at du altid har været hendes elsker;og du vil med på rejsen,og du vil rejse skjult;og du ved, at hun vil stole på dig,for du har ramt hendes lydefri krop med din sjæl.Og Jesus var sømand,da han gik på vandet, han tilbragte lang tid med at kigge ned fra sit ensomme tårn, og da han var sikker på, at kun druknende kunne se ham, sagde han: "Så vil alle være sømænd,indtil havet befrier dem."Men han selv var slået ud,længe før himlen åbnedes;svigtet, næsten menneskelig, sank han ned bag din klogskab – som en sten;og du vil følges med ham, og du vil rejse skjult;og du tænker, at måske vil du stole på ham,for han har ramt din lydefri krop med sin sjæl. Nu tager Suzanne din hånd og fører dig hen til floden;hun er klædt i pjalter og tøj fra Frelsens Hærs butikker, og solskin strømmer ned som honning på 'havnens frue';og hun viser dig, hvor du skal kigge blandt affald og blomster; der er helte blandt tangplanter,der er børn om morgenen,de strækker sig for at nå kærligheden,og de vil altid strække sig, mens Suzanne holder spejlet;og du vil rejse med hende,du vil rejse skjult,og du ved, at du kan stole på hende,for hun har ramt din lydefri krop med sin sjæl.

Jacques Brel: La chanson des vieux amants Tekst: Forfatter ubekendtOversættelse: Magna Blanke

Bien sûr nous eûmes des orages vingt ans d'amour c'est l'amour fol mille fois tu pris ton bagage mille fois je pris mon envoi et chacque meuble se souvient dans cette chambre sans berceau, des éclats des vielles tempêtes plus rien ne ressemblait à rien tu avait perdu le gout de l'eau et moi celui de la conquetteMais mon amour mon doux mon tendre mon merveilleux amour de l'aube claire jusqu'à la fin du jourje t'aime encore, tu sais je t'aime Moi, je sais tous tes sortilèges, tu sais tous mes envoûtements Tu m'as gardé de pièges en piègeje t'ai perdi de temps en temps Bien sûr tu pris quelques amants, il fallait bien passer le temps il faut bien que le corps exulte. Finalement il fallut bien du talent pour être vieux sans être adultes.Mon doux mon tendre mon merveilleux amour de l'aube claire jusqu'à la fin du jourje t'aime encore, tu sais je t'aime. Et plus le temps nous fait cortège et plus le temps nous fait tourments. mais n'est ce pas le pire piège que vivr'en paix pour des amants. Bien sûr tu pleure un peu moins tôt, je me déchire un peu plus tard, nous protégeons nos mystères.On laisse moins faire le hasard on se méfie du fil de l'eau mais c'est toujours la tendre guerreMais mon amour mon doux mon tendre mon merveilleux amour de l'aube claire jusqu'à la fin du jourje t'aime encore, tu sais je t'aime.

Vi havde helt sikkert nogle uvejrs-tider,20 års kærlighed, det er forrykt kærlighed,tusind gange tog du dit gode tøj og giktusind gange tog jeg flugten og hele møblementet i dette værelseuden vugge husker nogle udbrud af gammelt uvejr hvor intet lignede sig selv, du havde tabt smagen for det hele og jeg havde tabt smagen af erobring.Men, min elskede, min blide, milde, vidunderlige kærlighed, fra morgen til aften elsker jeg dig stadig, du ved, at jeg elsker dig. Jeg kender jo alle dine hekserierdu kender alle mine trolddomskunster.Du har fanget mig i den ene fælde efter den andenog jeg har fejlet gang på gang.Du tog sikkert nogle elskere det fortog sig med tidendet er godt, at kroppen kan juble. Til sidst var der ikke talent til at være gammel uden at være voksen.Min blide, milde, vidundelige kærlighed, fra morgen til aften elsker jeg dig stadig, du ved, at jeg elsker dig. Vi er sammen, vi får uvejr, men det er ikke den værste fælde for elskendefor at kunne leve i fred. Men du vil snart græde lidt mindre, jeg vil fare i flint lidt senere, vi passer på vores hemmeligheder. Man lader i mindre grad tilfældet rådeman nærer mindre tillid til strømretninger,men det er altid den stille krig.Min blide, milde, vidundelige kærlighed, fra morgen til aften elsker jeg dig stadig, du ved, at jeg elsker dig.

Sullivan, Arthur:The Long Day Closes Tekst: Henry F. ChorjeyOversættelse: Magna Blanke

No star is o'er the lake, Its pale watch keeping, The moon is half awake, Through gray mist creeping. The last red leaves fall round The porch of roses, The clock hath ceased to sound, The long day closes.

Sit by the silent hearth In calm endeavour, To count the sounds of mirth, Now dumb for ever. Heed not how hope believes And fate disposes: Shadow is round the eaves, The long day closes.

The lighted windows dim Are fading slowly. The fire that was so trim Now quivers lowly. Go to the dreamless bed Where grief reposes; Thy book of toil is read, The long day closes.

Carl Nielsen: Så sætter vi piben i ovnens krog Tekst: Aage Berntsen

Så sætter vi piben i ovnens krogog lukker den skindklædte bibelbog,det er den velsignede forårstid,og gigten er bleven lidt mere blid.

Vi tager hinanden i trofast hånd,hver finger er krum som en krøget vånd;så vandrer vi sammen i sol og vind,der luner det kuldskære, gamle skind.

Men når vi har rokket en lille tur,så længes vi efter en lille lur,for gammelfolk hælder mod støvet nedog længes mod hvilen i evighed.

Ingen stjerne ses holde sin blege vagt over søen;månen, som kun er halv,sniger sig gennem den grå tåge.De sidste røde blade falderi området med roser, klokken lyder ikke mere;den lange dag er slut.

Sæt dig ved den rolige arnei rolig søgenog læg mærke til, at lyden af munterhednu er borte. Bemærk nu at håbet tror, og skæbnen hersker. Der er skygger rundt om tagskægget; den lange dag er slut.

De svagt oplyste vinduerbliver langsomt endnu svagere.Ilden, der var så flot,går langsomt ud.Gå nu til en drømmeløs seng, hvor sorgen hviler. Bogen om strengt arbejde er nu læst;den lange dag er slut.

for alletre køn

rossini torsdag 22. august kl. 19.30Christians kirkeBilletter via dr.dk/koncerthuset