ondskab & empati · gruppe nr. 7 – ondskab & empati 2 abstract this report explores the concept...

Gruppe nr. 7 – Ondskab & Empati

1

Ondskab & Empati

Gruppe nummer 7

Medlemmer: August Krogh Vissing, Daniel Corydon-Petersen, Kristine Edith Kvistgaard

Pedersen, Nosheen Habedi, Anne-Sophie Tüchsen Guldbrandsen

Projektvejleder: Erik Bendtsen

Hus 5.01

1. semester - HumBach

Roskilde Universitet 2016

Antal anslag: 127.260

Psykologi & Filosofi

Dimensioner: Subjektivitet & Læring samt Videnskab & Filosofi


2

Abstract

This report explores the concept of evil, and its relation to empathy or the lack thereof. In

order to represent the lack of empathy, the report utilizes two diagnoses, autism spectrum

disorder and antisocial personality disorder. Throughout the report, we explain how there

are different types of empathy and that the correlation between how the two diagnoses are

conceived by the public, and which types of empathy they lack is very telling. We include the

free will debate and discuss how different world views, such as determinism and

compatibilism affect the concept of evil. Furthermore, we explain how there is a strong

correlation between the concept of evil and the concept of empathy, but we will argue that

the concept of evil can only be perceived subjectively. No person will ever think of themself

as evil, there will always be an exculpatory reason. In accordance with this, we seek to

provide the reader with a broad perspective on the definition of evil, by including several

different definitions of evil.


3

Indholdsfortegnelse Indledning ............................................................................................................................................... 5

Problemfelt og afgrænsning ................................................................................................................... 7

Problemformulering ................................................................................................................................ 9

Tilgang og metode ................................................................................................................................ 10

Dimensionsforankring ...................................................................................................................... 10

Videnskabsteoretiske afklaringer ..................................................................................................... 11

Metode ............................................................................................................................................. 13

Kvalitetskriterier ............................................................................................................................... 13

Forfatterpræsentation .......................................................................................................................... 15

Teori ...................................................................................................................................................... 16

Ondskab ............................................................................................................................................ 16

Ondskab inden for filosofien og psykologien ............................................................................... 16

Argumentation for brugen af flere forskellige definitioner ......................................................... 16

Patiens- og agensvinkel ................................................................................................................ 18

Lars Fr. Svendsens typologier ....................................................................................................... 19

Simon Baron-Cohens tilgang til det onde .................................................................................... 21

Andre mulige psykologiske syn på ondskab ................................................................................. 23

Empati ............................................................................................................................................... 24

En kort introduktion til empati ..................................................................................................... 24

Manglende empati – Simon Baron-Cohen ................................................................................... 26

Autisme og dyssocial personlighedsstruktur .................................................................................... 28

Introduktion til autismespektrumforstyrrelse ............................................................................. 28

Introduktion til dyssocial personlighedsstruktur ......................................................................... 30

Autismespektrumforstyrrelse og dyssocial personlighedsstruktur, sammenfatning i forhold til

teori fra The Science of Evil .......................................................................................................... 33


4

Diskussion ............................................................................................................................................. 35

Er manglende empati det samme som ondskab? ............................................................................ 35

Hvilke overordnede forskelle på personer med autisme og dyssocial personlighedsstruktur er

befordrende for at blive defineret som ond? .............................................................................. 38

Hvordan opfattes diagnoserne af den resterende befolkning? ................................................... 39

Er det at være empatisk det samme som at være god? ................................................................... 43

Hvilket handlingsmønster klassificerer vi som ondt?................................................................... 45

Empati - selvvalgt eller ubevidst? ..................................................................................................... 47

Kan man argumentere for, at der er tidspunkter hvor man ikke bør benytte empati? .............. 48

Kan høj empati være negativt for den der besidder den? ........................................................... 49

Kan man have fri vilje, uden empatiske evner? ............................................................................... 50

Ondskab i et deterministisk verdenssyn ...................................................................................... 50

Hvad gør det for ondskabsbegrebet at vores teori har et kombatibilistisk verdenssyn? ............ 52

Lou Agosta og den frie vilje .......................................................................................................... 54

Er mennesker med mangel på empati skyldige i onde handlinger?................................................. 58

Kan en diagnose klassificeres som ond? .......................................................................................... 59

Kritik af diagnosesystemet ........................................................................................................... 61

Konklusion ............................................................................................................................................. 63

En kritisk refleksion over gruppens dynamik og arbejdsproces ........................................................... 65

Litteraturliste ........................................................................................................................................ 67

Bilag ....................................................................................................................................................... 69

Bilag A ............................................................................................................................................... 69

Bilag B ............................................................................................................................................... 70


5

Indledning

Vores projekt vil arbejde med ondskab og dets relation til begrebet empati. Ondskab er et

vidt omspændende begreb, som afføder en bred mangfoldighed af associationer i forskellige

kulturer. Selve ondskabsbegrebet er langt fra en bredt accepteret definition, tværtimod er

det et begreb, som stadig lægger op til diskussion og fortolkning. Menneskets evne til at

udføre onde handlinger, er genstand for evig undren og er med tiden blevet forsøgt

fortolket og defineret af mange filosoffer. Helt overordnet har er ordet “ond” i

synonymordbogen, en række synonymer som stikker i vidt forskellige retninger. Ord som

snedig, grim eller antipatisk er alle beslægtede med ondskab, selvom de absolut ikke er af

samme betydning. I Den Danske Ordbog defineres ondskab således: “Tilbøjelighed til at

tilføje andre smerte, skade eller lidelse; det at være ond” (Ordnet.dk).

Spørgsmålet bliver så, hvordan man vurderer om et menneske handler ondt eller godt? Og

hvornår er et menneske tilbøjeligt til at tilføje andre smerte? Skal man have hensigten om at

agere ondt, før der er tale om ondskab? Kan et menneske overhovedet have hensigten til at

agere ondt?

Der hersker i dag en bred opfattelse af ondskabsbegrebet. Ideen om en fast definition af

ondskab har, i en historisk kontekst altid været relevant. Mennesket har altid søgt svar på,

hvorfor ondskab er en del af verdenen. Det ses især inde for religionsverdenen, hvor der

findes et modsætningsforhold, mellem en god og almægtig gudeskikkelse og en tilsvarende

ond skabning, f.eks. djævelen. Derudover er det vigtigt at kunne definere ondskab før man

kan tage afstand fra det, og dermed opstille et modsætningsforhold mellem sig selv og

ondskaben.

Ser man på begrebet i en historisk kontekst, har det haft adskillige definitioner op igennem

verdenshistorien. Visse definitioner eller syn på ondskab har i perioder domineret

diskussionen af ondskabs-problematikken. I den vestlige del af verden har det tidligere,

været teologien der dominerede forståelsen af begrebet. Ideen om en dualistisk magtkamp

mellem det gode og det onde, en gud og en djævel, og fristelsen som symbol på ondskaben

der ligger på lur. Senere er det blevet problematiseret af teodicéerne, som også forklarer


6

ondskab ud fra en monoteistisk trosretning og ideen om én gud. Andre forklaringer er med

tiden kommet til, og flere fag har forsøgt at afklare begrebet. I dag relaterer begrebet

ondskab sig dog ikke kun til krig, terror, manddrab mm., men op igennem tiden har

begrebet flyttet sig over i individets personlige selvforståelse. Det betyder, at alle

mennesker hver især, i dag besidder et hav af fortolkninger, teorier og udlægninger om

ondskabsbegrebets størrelse og betydning. Mange af forklaringerne er dog uforenelige, ofte

grundet det faktum, at de tager afsæt i forskellige ontologiske verdensanskuelser. Herunder

også fordi de hver især definerer ondskab ud fra deres individuelle historiske kontekst. I dag

er der en stor interesse for mennesket og dets mekanismer. begrebet empati er kommet på

banen og bruges ofte til at forklare menneskers gøren. Med denne indsigt i menneskets

væsen, og en higen efter klassificeringer og diagnosticeringer, skabes der yderligere relevans

for en definition af begrebet ondskab, og dets sammenhæng med empati.

Dette projekt vil derfor beskæftige sig med forholdet mellem ondskab og empati. Hvad

mennesket ofte forstår ved ordet empati, er evnen til at genkende og forstå et andet

individs følelser. Det er derfor relevant, at overveje hvorvidt et menneske med empatiske

evner, kan handle ondt?

Projektet vil tage udgangspunkt i to meget brede diagnoser kaldet autisme, også kendt som

ASF (autismespektrumforstyrrelse) og dyssocial personlighedsforstyrrelse, som i folkemund

kaldes psykopati. Det interessante ved dette udgangspunkt bliver, at se hvordan individer

med disse to diagnoser, hvor fællesnævneren er manglen på empati, forstås som

henholdsvis onde eller ikke onde. Med udgangspunkt i bogen, “The Science of Evil” af

Simon Baron-Cohen, som sætter lighedstegn mellem mangel på empati og ondskab, vil vi

undersøge sammenhængen mellem disse to begreber.


7

Problemfelt og afgrænsning

Vi tager udgangspunkt i sammenhængen mellem to diagnosers manglende empati og

begrebet ondskab. Årsagen til dette valg af problemfelt er en interesse for, hvorfor man

havde et forskelligt billede af det, vi forstod som henholdsvis “autister” og “psykopater”.

Noget af det første vi lærte var, at omtale disse med deres korrekte diagnose, i stedet for

den populære betegnelse, der i bedste tilfælde var sprogligt ukorrekt og i værste tilfælde

unødvendigt nedsættende. Den opsatte hypotese er, at der kan findes en sammenhæng

mellem en mangel på empatiske evner, og det at blive anskuet som et ondt individ. For at

kunne undersøge denne sag, tager vi udgangspunkt i to diagnoser, som delte et givent

diagnosekriterie, nemlig nedsatte empatiske evner.

Autismespektrumforstyrrelse er i vores optik en diagnose der ikke nødvendigvis forudsætter

aggressivitet. Herimod er vores opfattelse af dyssocial personlighedsstruktur, at de er mere

voldelige og aggressive. Et eksempel på dette kan være, at ordet “psykopat” er et

skældsord, som man råber af folk der udviser impulsivt eller voldelig opførsel. Psykopati

forbindes også med evnen til at udføre ondt uden at blive følelsesmæssigt påvirket. Vi har

derfor en teori om, at den generelle befolkning vil anse individer med diagnosen dyssocial

personlighedsstruktur som onde. Derimod finder vi ordet “autisme” langt mere harmløst i

den forstand, at hvis nogen kaldes “autist” så er det typisk fordi de ses som en socialt

akavet person. Ordet autist anses også i visse tilfælde som positivt, f.eks. i forbindelse med

et særligt talent. F.eks. Temple Grandin, der udvikler et revolutionerende system til at drive

kvæg, som bliver muliggjort af hendes autisme (Temple Grandin, 2010: Film).

Derfor vil vi forsøge at holde vores teori op imod fagbøger på emnet, og undersøge hvorvidt

der skulle være hold i påstanden.

Efter en undersøgelse af ovenstående, har vi et godt udgangspunkt for at fremstille en

diskussion med udgangspunkt i en sammenligning af begreberne ondskab og empati. Det vil

i sidste ende lede til en forståelse om forholdet mellem ondskab og empati.


8

Vi har primært valgt at arbejde med en række videnskabelige tekster. Teksterne er udvalgt

på baggrund af en formodning om relevans for emnet. Det garanterer dog ikke, at der ikke

findes anden teori/empiri som med fordel kunne belyse emnet. Et andet forbehold dette

projekt tager, er diskursivt. Ondskab er et stærkt ladet ord, grundet dets historicitet. I denne

projektrapport sættes det i kontekst med empatiske emner, derfor må et etisk forbehold

for dette projekt være til stede, både bevidst i sprogvalg og i teksten som helhed. Vi vil

understrege at denne undersøgelse af begrebernes forbindelse, kan bidrage til en skadelig

diskurs inden for emnet. Ligeledes gælder dette for de to diagnoser, som rapporten arbejder

med. Ved at undersøge hvorvidt mennesker med dyssocial personlighedsstruktur er onde,

findes muligheden for at bidrage til en diskurs eller formodning om at dette er tilfældet.

Samtidig findes muligheden også for, at diagnosen autismespektrumforstyrrelse sættes i

kontekst med ondskab. Derigennem opstår muligheden for, at være medvirkende til en

negativt ladet diskurs om diagnosen.

Vi forsøger ikke at arbejde med ondskab som et universelt menneskeligt begreb da dette

ville være for omfattende. Vi vælger en vestlig optik, da det er lettere tilgængeligt i forhold

til materiale, og det er en undersøgelse af den kultur og det samfund som diagnoserne

stammer fra. Derfor vælger vi også at benytte det europæiske diagnosesystem.

I forhold til det ovenstående har vi udarbejdet en problemformulering, der bedst muligt

indkapsler de overordnede spørgsmål, vi gerne vil besvare. Selve problemformuleringen, i

samarbejde med underspørgsmålene, bør give projektet et godt udgangspunkt.

Problemformuleringen er meget bred og for at kunne indsnævre denne har vi lavet to

underspørgsmål. Disse underspørgsmål skal sikre den røde tråd i vores rapport.


9

Problemformulering

Hvad er relationen mellem empati og ondskab?

Hvordan skal man forstå ondskab og empati?

Er der en sammenhæng mellem diagnosen autismespektrumforstyrrelse og

diagnosen dyssocial personlighedsstruktur, med empati og ondskab som

omdrejningspunkt?


10

Tilgang & Metode

Dimensionsforankring

Vi har valgt at forankre vores projekt i dimensionerne subjektivitet & læring samt videnskab

& filosofi.

Dimensionen subjektivitet og læring bygger på “relationen mellem individ og samfund og

hvordan menneskers praksis som individer og deltagere i grupper hænger sammen med

sociokulturelle betingelser” (Studieordningen RUC, 2016: 37). Der lægges også vægt på

menneskets handlinger og den adfærd, vi som individer udviser i samfundet. Da vi med

vores projekt søger, at forstå to minoritetsgrupper i samfundet på et dybdegående

individuelt plan som subjekter, giver det mening at forankre projektet i denne

videnskabelige dimension, da dette arbejde falder inden for faget psykologi. Vi vil

beskæftige os med diagnoserne autismespektrumforstyrrelse og dyssocial

personlighedsstruktur med et særligt fokus på nedsatte empatiske evner. Igennem vores

diskussion vil vi forsøge at afklare, om der for disse to diagnoser er en sammenhæng mellem

begreberne empati og ondskab.

Videre vil vi holde teorien om disse diagnoser op i mod vores filosofiske overvejelser, for at

diskutere hvordan empati kan sættes i relation til ondskab.

Udover subjektivitet og læring, vil vores arbejde tage afsæt i dimensionen filosofi og

videnskab. Denne dimension fandt vi passende at inkludere, da vi ønsker at trække den

psykologiske praksis op på et filosofisk plan. Videre vil vi undersøge begreberne ondskab,

empati og sammenkoblingen til diagnosen. Problematik omkring ondskab er et klassisk

filosofisk emne, som er blevet diskuteret ud fra mange filosofiske vinkler før os. I

studieordningen nævnes det som et kriterie for, at et projekt kan forankres i dimensionen

filosofi og videnskab at “projektets hovedproblem er af videnskabsteoretisk eller filosofisk

karakter” (Studieordningen RUC, 2016: 39-40), hvilket må siges at være i tråd med dette

projekts fokus, der jo beror på ondskab og empati.


11

Slutteligt vil vi argumentere for at projektet imødekommer kravene for, at få krydset for

fremmedsprog. Dette fordi mere end 50% af litteraturen er engelsksproget.

Videnskabsteoretiske afklaringer

Dette projekt kunne have været grebet an på mange videnskabsteoretiske måder. Man

kunne have haft et positivistisk værdigrundlag, som grundlæggende går hånd i hånd med

naturvidenskaben. Den positivistiske videnskab handler om erkendelse af sandheder og

disse kan opnås via iagttagelse og logik. Vi iagttager med vore sanser og den viden vi opnår,

defineres som empirisk viden (Thurén, 2008: s. 21). Positivisme er en stræben efter sikker

viden og de iagttagelser man gør sig/den empiriske viden man opnår, skal gøres til genstand

for en nøje undersøgelse, før de kan defineres som sikker viden. Det er en nomotetisk

videnskab, hvilket vil sige, at man opererer med generelle lovmæssigheder, altså

sammenlignelighed.

validitet (gyldighed) og reliabilitet (troværdighed) er vigtige parametre i den positivistiske

forskning og mange psykologiske tests har et positivistisk udgangspunkt. Man tilstræber at

komme så tæt på en objektiv sandhed som muligt, og er meget stringent i forhold til, at

kontekst og indhold skal være sammenligneligt. F.eks. må en IQ-test ikke variere i indhold

eller udførelse og resultatet af en given test er sammenligneligt uanset hvilken psykolog

(læs: ekspert) der har udført den. Dog stemmer denne videnskabelige tilgang ikke overens

med vores projekt da det ene fag er filosofi, som er et teoretisk underbestemt fag, og

derved kræver fortolkning og en mere hermeneutisk tilgang.

”Hermeneutik går ud på at forstå, og ikke bare forstandsmæssigt begribe” (Thurén, s.106).

Hvor positivismen ser viden og sandhed, som det vi kan iagttage med vores 5 sanser, ser

hermeneutikken også på indføling og handler dermed også om fortolkning. Oprindeligt var

hermeneutik en metode til fortolkning af tekster, men blev et opgør med den positivistiske

enhedsvidenskabelige tanke (der er kun én sandhed), som er svært forenelig med discipliner

som psykologi, antropologi, sociologi og historie som jo handler om fortolkning af

menneskelige handlinger. Idealet i den hermeneutiske videnskab er således, at videnskab


12

skal være fortolkende fremfor årsagsforklarende. I hermeneutikken ligger også en

anerkendelse af den forforståelse den enkelte bringer med sig ind i fortolkningen og en

accept af sammenhængen og det dialektiske samspil mellem helheden og enkeltdele.

Hermeneutikken tillægger fænomeners betydning en højere værdi end positivismen. Dette

stemmer heller ikke udelukkende overens med vores rapport, da vi arbejder ud fra en

accept af diagnoserne autisme og dyssocial personlighedsstruktur, og de er i dette tilfælde

ikke til fortolkning.

Derudover findes der en transdisciplinær tilgang, som handler om en interesse i samspillet

mellem de enkelte videnskabelige discipliner og hvordan dette samspil kan skabe de største

udviklingsmuligheder for det givne individ. Men det transdisciplinære ligger også i en tro på

en synergieffekt i dette samspil som hæver sig op over de enkelte dele. ”… vil den

transdisciplinære videnskabstradition være optaget af de sammenhænge der dukker op, når

man insisterer på at være på udkig efter dem” (Søren Hertz Nye perspektiver og uanede

muligheder, 2008, s. 93). Vores tilgang i projektet bygger på ontologien performativ

relationel materialisme. Denne videnskabelige tilgang kan også betegnes som

transdisciplinær, idet at den forsøger at forstå verden ud fra et samspil mellem henholdsvis

en naturverden og en kulturverden. Vores verdensanskuelse bygger dermed på at verdenen

er en samlet enhed af disse to, og at man kan beskrive situerede virkeligheder, i den.

Vi har altså en forståelse for, at der ikke findes én objektiv sandhed, sådan som positivismen

foreslår, men også at verden ikke udelukkende kan anskues diskursivt, sådan som

konstruktivismen f.eks. mener. Derimod arbejder vi ud fra devisen om, et samspil mellem de

forskellige videnskabelige udgangspunkter, giver det bedre resultat. Altså må kultur og natur

ses som uadskillelige.


13

Metode

Vores metodologiske udgangspunkt knytter sig til ontologien performativ relationel

materialisme. Forskeren arbejder her med at beskrive situerede virkeligheder. Dette vil også

komme til udtryk i vores projekt, gennem en beskrivelse af teoretikere fra filosofien og

psykologien. Dette åbner op for en efterfølgende diskussion af de forskellige valgte

teoretikeres syn på sammenhængen mellem ondskab og empati og de to diagnoser

autismespektrumforstyrrelse og dyssocial personlighedsstruktur. Vi vil arbejde induktivt

således, at vi undersøger enkeltdelene; de forskellige teoretikere og derefter samler

empirien til en helhed og anskuer/diskuterer resultatet.

Den overordnede arbejdsform i projektet vil tage afsæt i wide reflective equillibrium, hvilket

betyder at vi vil forsøge at forholde os diskuterende til emnet. Dette mener vi er vigtigt at

benævne, da det bliver projektrapportens essens.

Derudover vil vi metodisk lave en filosofisk begrebsanalyse af begreberne ondskab og

empati, herunder også sammenhængen mellem de to. Derudover ønsker vi, at kigge på

begreberne agens-vinklen (det subjekt som udfører ondskab bevidst eller ubevidst) og

patiens-vinklen (det subjekt som oplever ondskab). Denne metode vil hjælpe til en

forståelse af hvordan det forholder sig, for et individ med empatiske udfordringer, som

vores diagnosegrupper, mennesker med dyssocial personlighedsstruktur og

autismespektrumforstyrrelse.

Derudover vil vi tage stilling til hvordan ondskaben optræder i filosofien. Her tager vi

udgangspunkt i Svendsen. Han mener at ondskab er en uoverskuelig størrelse, så han

formidler kun den moralske ondskab dvs. den menneskerelaterede ondskab.

Kvalitetskriterier

Vi vil stræbe efter at overholde de kvalitative kvalitetskriterier, dvs. at vi vil forholde os til

termer som reliabilitet og validitet. Disse hører sig egentlig til den nomotetiske positivismes

kvantitative kvalitetskriterier og er et udtryk for, at forskning bl.a. skal være statisk; kunne


14

gentages; samt være sandfærdig. Vi vil anskue reliabilitet og validitet som troværdighed og

refleksivitet (Merrick, 1999: 25-36). Det betyder altså at vi vil arbejde ud fra devisen om, at

man reflekterer over sine resultater og har i mente, at egne metoder og person vil have en,

omend utilsigtet, indflydelse. Troværdighed skal her ses som et udtryk for sammenhæng

projektet igennem. Dvs. at vi har for øje, at vores ontologi, axiologi, epistemologi og

metodologi hænger sammen. Vi vil undgå en uhensigtsmæssig sammenblanding af de

forskellige videnskabelige retningers tilgange, men holde os til den valgte. Med det ikke

sagt, at man ikke kan benytte sig at metoder uden for den valgte ontologi, men at man skal

kunne argumentere for valget af disse.

Sidst hørende til de kvalitative kvalitetskriterier er fremstilling. Det vil sige, at vi vil

præsentere vores rapport på en måde der er gennemskuelig for læseren.


15

Forfatterpræsentation

Vores rapport tager udgangspunkt i flere forskellige forskere. Primært er hovedværket i

denne projektrapport Simon Baron-Cohens ”The Science of Evil”.

Simon Baron-Cohen er psykopatolog og hans bog ”The Science of Evil” har et

neuropsykologisk afsæt. Med det ikke ment, at den udelukkende tilslutter sig den

neurologiske tankegang, for Baron-Cohen holder døren åben for socialpsykologien, der

ligger inden for den humanvidenskabelige gren.

Lars Fredrik Händler Svendsen er en norsk filosof og forfatter. Han er anset som en af de

største filosoffer i norden, og har udgivet mange bøger. Han er kendt for sin essayistiske

skrivestil, samt hans store interesse for emner som ondskab, kedsomhed, kunst mm. Et

gennemgående træk for hans filosofiske fremgangsmåde er, at han altid diskuterer et

pågældende fænomen begrebsligt og ved hjælp andre filosoffers teorier.

Lou Agosta har en Ph.d. i filosofi, psykologi og religion. Hans beskæftiger sig primært med

emnet empati, og er også en anerkendt forsker inden for dette. I hans bog “A Rumor of

Empathy” beskriver han empati ud fra en psykoterapeutisk vinkel.


16

Teori

Ondskab

Ondskab inden for filosofien og psykologien

Ondskab er et omdiskuteret emne inden for filosofien. Mange filosoffer har gennem tiden

forsøgt at afdække begrebets betydning. Nutidens filosoffer tendenserer til at tage afstand

fra den mere klassiske tilgang til ondskab, som et teologisk begreb. Historisk set har det

været et emne, der har været defineret ud fra et religiøst synspunkt, f.eks. teodicéerne

(Svendsen, 2001: 31-43). Senere har arbejdet med begrebet i højere grad været præget af

en mere vestlig orienteret filosofisk metode. Det vil sige, at man arbejder ud fra logikkens

præmisser, altså at en definition af et begreb som skal være uden modsætninger, og

samtidig skal være brugbar.

Psykologien udsprang som en retning af filosofien, og arbejder primært med at efterprøve

hypoteser, der gerne er af filosofisk natur. Ligesom filosofien, har psykologien også

beskæftiget sig med ondskabsbegrebet. Man kan f.eks. se på Dr. Zimbardos Stanford prison

experiment, hvor man testede et normalt-fungerende menneskes evne til at falde ind i en

skadende rolle (Baron-Cohen, 2011: 168), i tråd med Dr. Milgrams eksperiment om lydighed

over for autoriteter (Baron-Cohen, 2011: 167).

Argumentation for brugen af flere forskellige definitioner

Mange forskere har forsøgt at finde den mest nøjagtige definition af ondskabsbegrebet. Vi

hævder, at der ikke findes en essentialistisk eller objektiv forståelse af ordet. Derimod findes

mange forskellige måder at forstå og benytte begrebet, hvoraf nogle er bredere end andre.

Nedenfor argumenteres for, hvorfor det giver mening at arbejde ud fra flere forskellige

definitioner med hver deres brugbarhed og implementering i vores samfund.


17

Skal man definere ondskabsbegrebet, må man først fastlægge begrebets indholdsplan. Som

nævnt ovenfor mener vi ikke ondskab har egen eksistens. Vi vil derimod forstå det som et

tegn med kommunikationsværdi. Brugen af begrebet tegn skal forstås ud fra et bredt

tegnbegreb. Det kan kommunikeres skriftligt, verbalt i form af tegnsprog osv. Dets

indholdsplan defineres af, hvilke egenskaber tegnet tillægges, af det væsen som bruger det.

F.eks. kan det verbalt formulerede tegn “ondskab” for et dyr have indholdet “godbid”, hvis

det opdrages i troen om, at dette er tegnets indhold. Dette er i teorien også muligt for et

menneske. I den forstand mener vi ikke, at et tegn kan tillægges en universel betydning,

som gælder for alle mennesker. Man kan forstå dette, som en afvisning af essentialismen.

Vi har nu påvist at ondskabsbegrebet tillægges dets betydning af de individer, som bruger

tegnet ondskab. En opdeling af hvordan tegnet benyttes, kunne være som:

1. Modtaget kommunikation, f.eks. når man hører eller ser tegnet.

2. Udadgående kommunikation, f.eks. når man selv udtaler eller nedskriver tegnet.

3. Intern kommunikation eller tanker/hukommelse.

Dette tredje punkt kan også forstås som en kombination af de to ovenstående.

Vi vil mene at alle de kommunikative måder, hvorpå man kan benytte sig af tegnet

“ondskab”, deler en række lighedspunkter i forhold til deres indholdsplan. Der vil dog altid

være afvigelser i den individuelle forståelse af tegnet. Disse afvigelse kan have karakter af

bagateller, men der kan også være store forskelle i, hvordan man definerer og benytter et

begreb.

Altså betyder tegnet ondskab på tegnsprog overordnet set det samme, som det gør, når det

udtales verbalt. Der er fællestræk i tegnet ”ondskab” hos majoriteten af brugerne, grundet

det interne system vi mennesker benytter i den meste kommunikation.

Kommunikationssystemet er evigt foranderligt, da det er konstrueret af mennesker, hvis

begrebsforståelse også er evigt foranderlig og konstant påvirkes af en lang række faktorer.

Et eksempel på ovenstående påstand kunne være ondskab i modsætning til godhed. I en

bestemt social og kulturel kontekst anses det som ondt at slå et barn som et middel til

afstraffelse, f.eks. i Danmark. Der findes dog andre sociale/kulturelle kontekster, hvor det

anses som noget, man gør for barnets egen skyld. Det betyder, at det ikke er ondt, da det


18

tjener et godt formål.

Hvis vi derfor skulle definere en universel betydning af tegnet ”ondskab”, vil vi først skulle

begrænse tegnets form. Er det det skrevne og verbalt udtalte? Gælder tegnsprog? Gælder

tegnet i tanken? Med dette gjort ville vi skulle tage udgangspunkt i hvert enkelt individ, der

tillægger tegnet ”ondskab” en betydning. For at tankeeksperimentet skulle give mening,

ville man her blive nødt til at fraregne de individer, for hvem tegnet ikke har en betydning.

Derefter ville vi på en umulig måde skulle finde ”gennemsnittet af betydning”, eller

dokumentere den samlede mængde betydning på en forståelig måde. Dette er derfor

umuligt i praksis.

Ovenstående eksempel er en forklaring på, hvorfor en ”objektiv” definition af et begreb er

umulig i praksis. Derimod vil vi mene, at man bedst opnår brugbare resultater ved at

inkludere flere former for repræsentative definitioner, og diskutere disse i forhold til

hinanden.

Vi har dermed forklaret hvorfor vores rapport ikke kommer til at arbejde ud fra en objektiv

definition af begrebet ondskab. Dermed ikke sagt at rapport ikke er brugbar. Hvis de

resultater, vi kommer frem til, kan betragtes som informative af læseren, vil vi forstå vores

arbejde som succesfuldt. Selvom vi ikke har fundet en objektiv definition af det undersøgte

begreb. Med baggrund i dette vil vi nu præsentere tre definitioner af ondskab, vi mener er

relevante i forhold til vores projekt.

Patiens- og agensvinkel

En tilgang til definitionen af ondskab, som vi mener er vigtig at have defineret, er den der

tager udgangspunkt i patiens- og- agensterminologien (Bendtsen, 2016: Det ondes væsen).

Tager man f.eks. udgangspunkt i et normalt-fungerende menneskes oplevelse af en

handling, som påfører dem lidelse, vil det menneske med empatiske udfordringer, der

udfører handlingen, fremstå som ond i den oplevendes øjne. Denne tilgang kan være

grundlag for én definition af ondskab. Denne definition bliver, at handlinger der skaber

direkte lidelse for et individ, er onde, fordi de på et subjektivt plan opfattes som dette i ét

individs øjne. Altså hvis handlingen udføres af et andet tænkende individ og påfører en


19

anden person lidelse, er det en ond handling. Denne definition er mangelfuld på mange

områder, og overser mange relevante opdelinger og nuancer. Vi vælger dog at nævne den,

fordi den beskriver den ubevidste, umiddelbare definition, som præger en uinformeret

opfattelse af ondskabsbegrebet. Den kan anses som udgangspunktet for videre diskussion af

ondskabsbegrebet.

Lars Fr. Svendsens typologier

Svendsen kritiserer teodicéerne. Han argumenterer for, at det kan være svært at finde en

relevans til det moderne samfund, hvis man arbejder med begrebet ud fra en overordnet

god og ond, som opstilles ved en religiøs tilgang. Da vores projekt kommer til at inkludere

Svendsens typologier inden for ondskaben som en ud af flere definitioner, vælger vi ikke at

uddybe teodicéerne da vores projekt, på samme måde som Svendsen, skal belyse moderne

problematikker ved ondskabsbegrebet. Herunder vil vi præsentere Svendsens typologier.

Dæmonisk ondskab:

Dæmonisk ondskab betegnes som ondskab for ondskabens skyld (Svendsen, 2001: 62-63).

Denne typologi er Svendsen selv kritisk overfor. Dette kan ses i citatet:

“Meget ofte, når man forestiller sig noget ondt, så forestiller man sig gerne én, der gør noget

ondt, alene fordi det er ondt. Men den type dæmonisk ondskab findes kun i fiktionens

verden” (Berlingske.dk).

Han argumenterer for, at denne form for ondskab ikke kan eksistere i en virkelig verden:

“Jeg tror, at vi kun kan motiveres til handlinger, som vi på en eller anden måde opfatter som

gode” (Berlingske.dk). Det skal forstås på den måde, at vi mennesker har brug for en

motivation når vi skal foretage en handling. Dette er Svendsens modargument på den

forklaring af den generelle, uinformerede tankegang, der knytter sig til begrebet dæmonisk

ondskab. Problematikken i forståelsen af ondskab for ondskabens skyld er dermed eksplicit

beskrevet. Hvis man definerer det som menneskeligt umuligt at handle ondt for ondskabens

skyld, så kan dette begreb ikke benyttes i menneskelig sammenhæng. Hvis vi samtidig går ud


20

fra at dyr ikke handler ondt, da de ikke besidder fri vilje, så tegnes der et billede af begrebet

som ubrugeligt.

Instrumentel ondskab:

“Den instrumentelle ondskab handler om, at aktører gør noget ondt, for at opnå noget vel

vidende, at det er ondt” (Svendsen, 2001: 63). For at kunne forstå den instrumentelle

ondskab skal man have en forståelse for, at det mål aktøren stræber efter altid vil anses

positivt af aktøren. Det der gør det til en instrumentel ondskab er, at midlerne der bruges

for at nå til målet er onde. Det instrumentelt onde mangler egen værdi. Det skal forstås i

den forstand, at ondskaben ligger i midlerne der bruges til at nå målet. Den udøvende af

ondskaben finder her ingen glæde i selve handlingen, men er kun fokuseret på målet. Det

mål aktøren stræber efter kan i det større perspektiv være både godt, ondt eller

værdineutralt, men for selve aktøren er det positivt (Svendsen, 2001: 82-90).

Idealistisk ondskab:

Denne type ondskab kendetegnes ved, at en aktør handler ondt ud fra den tro at

vedkommende gør noget godt. Svendsen benytter sig af et citat af Karl Kraus til at

understøtte egen holdning: “Ondet trives aldrig bedre, end når der står et ideal foran det.”

(Svendsen, 2001: 63). Historisk set er der utrolig mange eksempler på den idealistiske

ondskab, da disse ofte skaber stor omtale. Svendsen bruger en del forskellige eksempler

som heksekættere, bolsjevikker, nazister og terrorister. I forbindelse med nazismen

beskriver han blandt andet SS-officerer som perverterede idealbilleder. Dette begrundes

med officerernes opfattelse af sig selv som en moralsk elitær enhed. Den overordnede

forskel mellem den instrumentelle ondskab og den idealistiske ondskab er, at det for

aktøren ikke blot er moralsk forsvarligt men faktisk moralsk påbudt at handle ondt. Aktøren

af den idealistiske ondskab vil altså kunne se, at udøvelsen af ondskab kan være beklagelig

men vil altid forsvare dem ud fra ideen om et højere formål. Det der menes her er, at en

udøver af ondskab blændes af et ideal i til en sådan grad, at den udøvede ondskab kan

retfærdiggøres eller ses som god. Svendsen siger samtidig, at en overbevisning om et ideals

godhed ikke er tilstrækkeligt til at garantere, at det rent faktisk er godt. (Svendsen, 2001:


21

63). På samme måde som i den dæmoniske ondskab tager man her afstand fra det onde.

Der skilles mellem et “os” og “dem”, og dette “os” vil altid tage afstand fra “dem”. Denne

afstand kan blive taget af mange grunde, men mest overordnet er nok en mangel på

forståelse og respekt. At man ikke kan genkende sig selv i andre mennesker gør disse til

fremmede. Denne fremmedgørelse blandet med en manglende forståelse, kan lede til

konklusionen at noget er ondt. (Svendsen, 2001: 90-100)

Dumhedens ondskab:

Dumhedens ondskab er, når en aktør handler uden tanke for om deres handlinger er gode

eller onde. Denne tankeløshed eller uvidenhed kan betegnes som værende det “dumme”. I

modsætning til den idealistiske ondskab hvor man gør sig tanke om det gode og det onde,

gør man sig i den dumme ondskab ingen tanker herom. Denne manglende refleksion danner

grundlag for ondskaben. Her kan også argumenteres for det dumme i den forstand, at man

ikke er i stand til at forstå godt og ondt, og herunder ikke handler ud fra de moralsk opsatte

kodekser i et samfund. Yderligere bruger han citatet: “Dumhed forårsages af et ondt hjerte”

(Svendsen, 2001: 64), som er skrevet af Kant. Svendsen fortolker herefter Kants citat, og

siger at det er dumheden der skaber et ondt hjerte.

Simon Baron-Cohens tilgang til det onde

Baron-Cohen undersøger de faktorer der har betydning for, at et menneske kan handle

ondt. Hans fokus ligger på empatien og dens betydning. Han skriver således “Let’s substitute

the term “evil” with “empathy erosion”” (Baron-Cohen, 2011: 7.). “Empathy erosion” anses

som en begivenhed, hvor et menneskes empati deaktiveres. Begrebet skal forstås meget

bredt. Det omfatter alle tidspunkter, hvor et menneskes empati deaktiveres og kan

forårsages af en lang række faktorer. Disse faktorer spænder mellem simpel træthed eller

distraktion, til voldsomme ændringer i virkelighedsopfattelse grundet indtagelse af f.eks.

alkohol eller stoffer. Det kan også være grundet midlertidige lidelser som depression og

stress, eller af en kronisk tilstand som en livslang diagnose som f.eks. dyssocial

personlighedsstruktur eller borderline.


22

Han mener, at en ond handling kun kan lade sig gøre, hvis aktørens empati ikke er aktiveret

på handlingstidspunktet. Han definerer dette som at anskue andre mennesker som

objekter. Anser man ikke andre mennesker som mennesker, men derimod som objekter der

kan udnyttes, kan man have tendens til at udføre ondskabsfulde handlinger, for at opnå

noget for sig selv. Det betyder, at man ikke vil skade et menneske med hvem man har en

empatisk forbindelse, fordi man på sin vis ville duplikere en del af lidelsen hos sig selv. På

denne måde kan empatien ses som en stopklods mod onde handlinger, som på den ene

eller anden måde skal fjernes eller deaktiveres før, at man kan handle ondt. Et eksempel på

denne kronisk manglende evne, er mennesker med dyssocial personlighedsstruktur, eller

som Baron-Cohen selv refererer til dem, type P. (Simon Baron-Cohen, 2011: 67-68)

Han argumenterer derudover for, at der kan være specielle forhold i hjernen der gør, at man

kan fungere anderledes end den generelle befolkning. Ud over dette skriver han, at et

menneskes opvækst kan have indflydelse på, om visse centre i hjernen udvikles

hensigtsmæssigt. Eksempelvis forklarer han om personlighedsforstyrrelsen borderline.

Borderline ligger under hans tredeling for den negative version af mennesker med 0 empati,

og argumenterer for at der er en stærk sammenhæng mellem borderline og tidligt

omsorgssvigt, hvilket er en ydre faktor. På denne måde afviser han den biologistiske

tankegang som kun tager udgangspunkt i indre faktorer.

Baron-Cohen arbejder derudover med det han kalder empati-mekanismen, empati-skalaen

og empati-kurven (Se bilag A). Han argumenterer for, at alle mennesker kan placeres på

denne kurve og ”diagnosticeres” med enten høj eller lav empati. Dvs. at jo højere et individ

ligger på empati-skalaen, desto lavere risiko er der for, at det individs handlingsmønster kan

klassificeres som ondt. Handlingsmønsteret skal forstås som den gennemsnitlige handling et

individ udfører over en periode.


23

Andre mulige psykologiske syn på ondskab

Man kunne endvidere have grebet ondskabsbegrebet an på andre måder indenfor

psykologien. Hvor Simon Baron-Cohens tilgang tydeligt lægger sig op af neurologien, som

befinder sig indenfor det naturvidenskabelige område af psykologien, kunne man forestille

sig at dette projekt havde haft en vinkel på den psykologiske del af ondskaben, som lagde

sig op af enten den humanistiske eller samfundsvidenskabelige del af faget. Man kunne

f.eks. have set ondskab som et fænomen i den eksperimentelle socialpsykologi. Her anses

menneskegruppers interageren med hinanden som værende essentiel for individets adfærd.

Ondskab kan herved betragtes som et fænomen som opstår mellem mennesker, grundet

eksempelvis gruppe-radikalisering eller lydighed over for autoritet. Det er et Stanley

Milgrams Lydigheds Forsøg et eksempel på. Her viste det sig at 65% af forsøgspersonerne

var i stand til at påføre et uskyldigt menneske stor smerte, hvis autoriteten befordrede det

(Milgram, 1963: 371-378) . Milgram søgte endvidere her, at forklare større autoritære

regimer, som eksisterede under Anden Verdenskrig.

Derudover kunne man f.eks. have valgt at se på de valgte begreber ondskab og empati, ud

fra en psykoanalytisk tilgang. Her kunne man diskutere de diagnoserne

autismespektrumforstyrrelser og dyssocial personlighedsstruktur, ud fra præmissen om at

de psykoseksuelle faser er bærende for ethvert individs liv og videre adfærd i fremtiden.

Vi har valgt at arbejde med Simon Baron-Cohen's The Science of Evil, da den beskæftiger sig

med begge de diagnoser, vi tager udgangspunkt i. Derudover finder vi hold i den

neuropsykologiske tilgang til emnet, da den synes at give empirisk basis for nogle af de

filosofiske problemstillinger, der findes indenfor begrebet empati. Baron-Cohen inddrager

også ondskabsbegrebet, præsenteret som filosofiske betragtninger. Dog begrunder han

disse med udgangspunkt i empirisk, psykologisk materiale, hvilket skaber fin synergi mellem

de to discipliner.


24

Empati

En kort introduktion til empati

For at kunne belyse empatibegrebet, har vi forsøgt at kigge på den filosofiske undersøgelse

af det. Denne har indtaget forskellige synspunkter gennem tiden. F.eks. har empati været

forsøgt benyttet som grundlag for æstetik, eller som en forklaring for måden, hvorpå

mennesker danner moralske holdninger. Derudover har empatien spillet en stor rolle i det

fremmedpsykiske problem, altså bevidstheden om andres bevidsthed Det er relevant her at

nævne, at filosofien stort set havde opgivet empati som forklaringsmodel, grundet mangel

på adgang til empirisk materiale (Plato.stanford.edu).

Der findes utallige definitioner af empati, hvoraf nogle i høj grad opdeler begrebet i forhold

til forskellige faktorer, mens andre lader det repræsentere en bredere forståelse. Vi har

valgt vores basisforståelse ud fra bogen “A Rumor of Empathy” af Lou Agosta. Denne vil vi

benytte som udgangspunkt for en yderligere diskussion af begrebet, for til sidst at kunne

fastslå en for dette projekts vedkommende, endelig definition der vil danne baggrund for

begrebets brug i den følgende diskussion af problemformuleringen.

Lou Agosta deler empatien op i fire kategorier, der hver især repræsenterer et aspekt af

empatibegrebet. Begrebet er sat op i form af en proces, da Agosta mener dette er den mest

meningsfulde måde at forstå empatien ud fra.

Empatisk receptivitet:

Empatisk receptivitet er ikke nødvendigvis det samme som at sætte sig i en andens sted. Det

er mere, at opfatte en del af en anden persons bevidsthed og mentale tilstand. Den

empatiske receptivitet skal ikke forveksles med følelsesmæssig smitte. Følelsesmæssig

smitte skal forstås som naturlige, automatiske afspejlinger af andres følelser og gøren. Et

eksempel på dette er f.eks. at man gaber, når en anden gaber. Empatisk receptivitet

forudsætter en bevidsthed om en anden bevidsthed, hvilket ikke er tilfældet med

følelsesmæssig smitte (Agosta, 2001: 23-24).


25

Empatisk forståelse:

Dette punkt skal forstås som dét led i processen, hvor et andet individ anerkendes som

selvstændigt tænkende og med en bevidsthed lig ens egen. Empatisk forståelse relaterer sig

i høj grad til den filosofiske diskussion af det fremmedpsykiske problem, og leder videre til

næste del af processen, nemlig empatisk fortolkning (Agosta, 2001: 24-25).

Empatisk fortolkning

Den empatiske fortolkning skal forstås som resultatet af de to foregående led i processen.

Ved at modtage en række signaler eller information fra den anden part, og i anerkendelsen

af denne som et tænkende, beslutningstagende, autonomt individ på niveau med en selv,

åbnes muligheden for det der populært omtales som “at sætte sig i den andens sted”. Man

kan opfatte den andens situation ud fra egne principper som stod man selv i situationen. På

denne måde er der nu skabt nyt materiale eller ny information ud fra to faktorer. Nemlig et

andet individs situation eller præmisser (1) men med eget perspektiv (2). Dette ville ikke

have været muligt uden tilstedeværelsen af de to foregående led (Agosta, 2001: 25-26)

Empatisk tale

Dette punkt skal forstås som responsen på den ovenstående proces. Altså den handling,

eller talehandling man udfører i forlængelse de tidligere 3 punkter. Altså at man gør den

anden personen bevidst om den empatiske proces man har gennemgået. Den ønsker altså i

modsætning til den andre tre punkter at yde en effekt på omgivelserne og kan som det

eneste punkt, anses som mere end blot en form for informationsindsamling. Punktet hedder

empatisk tale, men kan forstås som enhver form for respons, så længe den tager

udgangspunkt i den indsamlede information i de tidligere tre punkter. Det kan udtrykke sig

som lyttende stilhed, men også mere subtile tegn på den empatiske proces, som ændringer i

mimik eller andre mindre former for respons (Agosta, 2001: 26-27).


26

Diskussion af Agosta

Agostas definition af empatien er bredt favnende og forsøger at inkorporere flere forskellige

dimensioner i en definition, hvilket giver mening i forsøget på at nå et mere universelt

begreb. De første 3 punkter opsummerer og inddeler den empatiske proces i forskellige dele

af én proces. Denne proces har mere form af en hermeneutisk cirkel end et kronologisk

forløb. Det fjerde punkt “empatisk tale” kan kritiseres for ikke at være en nødvendig del af

den empatiske proces, men blot et valgfrit aspekt der kan tilføjes. Vi vil mene at

empatibegrebet vil blive for bredt, hvis vi også inddrager den handling der følger en

empatisk indsamling af information fra et andet individ. Vi vil anskue empatibegrebet som

begrænset til den proces der skaber ny viden, og omtale den følgende handling som

empatisk respons. Årsagerne til Agostas inklusion af den empatiske respons i den

overordnede definition kan være mange. Den kan skyldes en tidligere sammensmeltning af

begrebet sympati og empati i videnskabelige kredse (Plato.stanford.edu), eller en tradition

for at benytte empatien som udgangspunkt i en forklaring for altruistisk adfærd.

Manglende empati – Simon Baron-Cohen

En af de teorier dette projekt tager sit udgangspunkt i, er en opdeling af empati i affektiv og

kognitiv (Baron-Cohen, 2011: IX). Først må vi dog have en enkelt psykologisk definition af

begrebet. The Science of Evil definerer også empati: “Empathy occurs when we suspend our

single-minded focus of attention and instead adopt a double-minded focus of attention.

Empathy is our ability to identify what someone else is thinking or feeling and to respond to

their thoughts and feelings with an appropriate emotion” (Baron-Cohen, 2011: 18). Denne

definition kræver en uddybelse. “Single minded” betyder at individet hvis empati omtales,

kun tager udgangspunkt i egne følelser og tanker. Dobbelt-minded inkluderer en bevidsthed

om et andet individs tanker og følelser. Når et individ agerer empatisk er der ifølge denne

definition, tale om et menneske som agerer double-minded.

Videre tegner Baron-Cohen et spektrum for det han kalder empatimekanismen (Baron-

Cohen, 2011: 25). Her ses empati som en skala, hvor level 0 er laveste grad af empati og

level 6 er den højeste grad. Dermed er mennesker, som falder indenfor level 0 empati, ude


27

af stand til at skifte fra single-minded til double-minded fokus. Disse mennesker er derfor

ude af stand til at kunne inddrage et andet menneskes perspektiv og følelser i deres

overvejelser, og handler derfor kun ud fra egne intentioner og mål. Hertil kommer

forestillingen om, at disse mennesker er i stand til overfald, mord mm. hvor et normalt-

fungerende menneske oftest vil blive stoppet af deres empati. I denne kategori finder vi

også mennesker som ingen intention om ovenstående har. Fælles for dem ligger

udfordringen om, at interagere med andre mennesker, da den anden part har en

forventning om at blive mødt empatisk. Level 0 i denne inddeling kaldes også for nul graders

empati (Baron-Cohen 2011: 26). Fra level 1 til 6 stiger empatien gradvist, men hvor

individet i level 1 kan skamme sig eller angrer, da double-minded funktionen først slår ind

senere, vil individet som befinder sig på 6. level, allerede i den givne situation være

opmærksom på hvordan andre mennesker har det, og om de opfører sig derefter. Level 6 på

empati-kurven er det hyperaktive stadie, hvor andre menneskers behov, tanker og følelser

konstant må være med i alle overvejelser. Begrundelsen for empatimekanismen er

grundlæggende neurologisk, men Baron-Cohen udelukker ikke, at andre faktorer kan være

afgørende (Baron-Cohen, 2011: 43).

Level 0 inden for empatimekanismen inddeles videre i nul graders empati positiv og nul

graders empati negativ. Den gældende forskel mellem disse to betegnelser er, at mennesker

med nul graders empati positiv, besidder kompetencer. F.eks. medfører visse diagnoser en

forbedret systematiseringsmekanisme (Baron-Cohen, 2011: 117). Ligesom

empatimekanismen bliver systematiseringsmekanismen også inddelt i en skala fra 0. Til 6.

level. Her er level 0 den laveste, hvor evnen til at sætte objekter, begivenheder mm. i

system er ikkeeksisterende. Jo højere niveau på systematiserings-kurven et menneske

besidder, jo bedre er det givne menneske til at genkende mønstre. Er et individ på niveau 6

på systematiserings-kurven, vil dette menneske forsøge at systematisere al given

information (Baron-Cohen, 2011: 120). Et højt level af systematisering anses som en

kompetence, og begrunder dermed det positive i begrebet nul graders empati positiv. Nul

graders empati negativ anses derimod for at være foruden særlige kompetencer.


28

Ud over dette skel mellem nul graders empati positiv og negativ, er der et andet skel ved

mangel på empati. Det er skellet mellem kognitiv og affektiv empati. At have hvad man kan

kalde for ”fuldbåren” empati kræver en besiddelse af begge disse elementer. Den kognitive

empati forbindes med genkendelse. Denne del af de empatiske evner lader os genkende

følelser, eksempelvis kender den sorg fra glæde. Den affektive del af empatien fungerer

anderledes. Denne sørger for en reaktion på andres følelser (Baron-Cohen, 2011: 125). Et

individ med kun kognitive empatiske evner vil derfor være i stand til at genkende følelser

hos andre mennesker, men vil ikke have en følelsesmæssig forståelse for dem. Modsat vil et

individ med kun affektive empatiske evner først kunne reagere, når de bliver fortalt hvilke

følelser der er tale om. Mennesker med hverken kognitiv eller affektiv empati, vil ikke kunne

forstå sociale situationer, hvor følelsesmæssig afkodning eller reaktion kræves.

Autisme og dyssocial personlighedsstruktur

Introduktion til autismespektrumforstyrrelse

Autismediagnosen blev første gang beskrevet af Leo Kanner, psykiater og læge, i 1943.

Gennem 70’erne opdagede man, at mange af de mennesker der var placeret i statens

forsorg, opfyldte en stor del af de kriterier, Leo Kanner opsatte. Først i starten af 90erne,

blev man opmærksom på, at en stor del af de børn der befandt sig i skoler og

daginstitutioner, som havde udfordringer her, også opfyldte kriterierne (Beyer, 2010: 6).

I Danmark diagnosticeres der efter WHO’s (World Health Organisation) kriterier for autisme,

der ligger på diagnoselisten ICD-10. autisme ligger som en gennemgribende

udviklingsforstyrrelse, med betegnelsen F84 (apps.who.int).

Autisme er en gennemgribende udviklingsforstyrrelse, der bevirker en kvalitativ afvigelse i

menneskets evne til socialt samspil, kommunikation og forestillingsevne

Wings Triade, kilde: Jannik Beyer, 2010


29

Den mest anvendte model for autisme ses i bilag B. Den viser at autismen ikke skal ses, som

tillagt adfærd eller kompetencer men snarere som et fravær, i mennesket, af kompetencer

inde for de tre udviklingsområder.

Socialt samspil:

Elementer i nonverbal kommunikation, som kropssprog, stemmeleje og mimik, er svære at

aflæse for mennesker med autisme. Autismen er medfødt, så disse vanskeligheder starter

allerede fra barnet bliver født. Den relations dannelse og mønstergenkendelse som danner

grundlaget for det samspil barnet har med sine omgivelser, er ikke tilgængeligt for barnet

med autisme. Disse vilkår vil være til stede gennem hele barnets udvikling og ind i det

voksne liv. Det får derfor afgørende betydning for både den kognitive og den sociale

udvikling.

Social kommunikation:

Social kommunikation handler om den nonverbale og umiddelbare afstemning vi laver i

forhold til hinanden. Som mennesker forholder vi os hele tiden til kropssproget, blikket,

mimikken osv., hos det menneske vi er i dialog med. Men mennesket med autisme, gør sig

ikke forestillinger om andres motiver og tanker. For mennesket med autisme, er det altid en

forudsætning, at hele verden ved og tænker hvad det selv gør, og det har således ikke grund

til at forholde sig til en egentlig adskillelse af selvet og omgivelserne. Denne adskillelse kan

ses som en mentaliseringsevne, eller det man i fagsprog, kunne kalde Theory of

Mind/perspektivtagen. Det handler altså ikke om en manglende vilje til at forstå/følelse for

den anden, men en manglende evne til, at sætte sig selv i den andens sted.

Social forestillingsevne:

En fleksibel forestillingsevne adskiller mennesket fra andre væsener. Vi kan som mennesker

danne mentale forestillingsbilleder, som gør at vi kan overføre eksisterende viden til nye

forestillinger, om hvordan nogen eller noget er. Det er grunden til, at det lille barn kan

bygge et helt bageri i en sandkasse, af udelukkende sand og små plastikforme, og at vi som

voksne kan forestille os en alternativ rute ind til runde tårn, hvis bilen er brudt sammen.


30

Sammenfattende kan man sige, at det for mennesket med autisme, ikke handler om en

modvilje i forhold til samspil og kommunikation med andre, men derimod et egentligt

fravær af kompetencer i forhold til forestillingsevne og kommunikative strategier.

Mennesket med autisme har det, Baron-Cohen kalder for den affektive empati. De besidder

ikke den kognitive. Den kognitive gør dem i stand til at forstå hvad det gør ved andre, at

man f.eks. udtrykker sig negativt om noget nyt den anden har fået, eller skubber til de andre

mennesker i køen til bussen eller i køen i supermarkedet, for at komme op foran. Disse

eksempler er udtryk for de vanskeligheder den gennemgribende udviklingsforstyrrelse

medfører (Bayer, 2010: 4-16).

Introduktion til dyssocial personlighedsstruktur

Dyssocial personlighedsstruktur, dyssocial personlighedsforstyrrelse eller antisocial PS er

nogle af de termer for den diagnose, som i folkemunde kendes som psykopati. Psykopati er

ikke diagnosens fagterm. Ordet psykopat er blevet et skældsord, og er i høj grad negativt

ladet. Nogle steder bruges dyssocial personlighedsstruktur som synonym for psykopati, der

er dog uenighed i akademiske kredse om hvorvidt disse to er præcis det samme. Dyssocial

personlighedsstruktur bruges i dag om den diagnose, man førhen kaldte for psykopati.

(www.netpsykiater.dk)

Diagnosen italesættes for første gang af Cleckley med udgangspunkt i fængslede voksne.

Her forsøger han at finde fællesnævnere for mennesker med en asocial og svær tilgængelig

empatisk adfærd (Seara-Cardiso og Viding, 2015: 729). Senere systematiseres disse

fællesnævnere af Hare og former det, der kommer til at få navnet the Psychopathy Checklist

eller PCL. Senere ændres denne til Psychopathy Checklist Revised eller PCL-R, som er en af

de måder dyssocial personlighedsstruktur diagnosticeres i dag. PCL-R udformer sig som en

række spørgsmål som individet, hvis personlighed evalueres må besvare. Testen udføres af

en psykiater, og det er også denne sagkyndige som vurderer testresultatet. WHO definerer

diagnosen i ICD-10 (apps.who.int), og ved en besvarelse af PCL-R-testen som er positiv for

dyssocial personlighedsstruktur, vil individets adfærd stemme overens med de stillede


31

kriterier i ICD-10. Blandt kriterierne, stillet af WHO, findes blandt andet: Foragt for sociale

forpligtelser og tendens til at handle impulsivt.

Diagnosen indgår endvidere i, hvad der i akademiske kredse kaldes den mørke triade. Denne

triade består af de tre personlighedsforstyrrelser; Narcissisme, machivellianisme og

dyssocial personlighedsstruktur. Disse sættes i forbindelse, da de deler forskellige

karakteristika. Det er relevant at benævne dette, da skellet mellem disse tre diagnoser kan

være svært at se.

Når man taler om dyssocial personlighedsstruktur er der fire overordnede kategorier, at

tage udgangspunkt i: Affektiv, interpersonel, livsstil og antisocial adfærd (Seara-Cardiso og

Viding, 2015: 729).

Affektiv:

Det affektive aspekt indbefatter personlighedstræk som manglende evne til at føle skyld;

manglende empatisk evne og følelsesmæssig afstumpethed. Man har påvist at mennesket

med dyssocial personlighedsstruktur fungerer anderledes end normalt-fungerende

mennesker, rent kognitivt. I en test udført af Müller et. al., i 2003 (Seara-Cardiso og Viding,

2015: 729) kunne man måle en anderledes hjernemæssig reaktion hos mennesker med

dyssocial personlighedsstruktur, når man bad dem om at kigge på billeder af ansigter med

følelsesladede udtryk. Det viste sig, at ingen af de områder i hjernen, der beskæftiger sig

med empati, lyste op hos menneskene med dyssocial personlighedsstruktur. Derudover har

neurologiske undersøgelser af indsatte mænd, med diagnosen dyssocial

personlighedsstruktur, vist at ingen af de dele i hjernen der er aktive når mennesker opfører

sig empatisk, er aktive hos mennesket med dyssocial personlighedsstruktur når de får vist

billeder af mennesker, der bliver udsat for vold. Det interessante er, at der kun var aktivitet i

disse dele af hjernen, når forsøgslederen bad forsøgspersonen om at forestille sig, at de selv

var i den modtagende ende af volden på billedet.


32

Interpersonel:

Her er der tale om evner der viser sig i socialt samspil med andre mennesker. Her

fremtræder egenskaber som overfladisk charme, hang til manipulativ adfærd samt et

ophøjet billede af eget selv.

Livsstil:

I forhold til livsstil, vil et menneske diagnosticeret med dyssocial adfærd udvise impulsiv

adfærd, uansvarlighed, bl.a. i forhold til håndtering af penge, og en parasitisk livsstilsadfærd.

Med parasitisk adfærd menes der en måde at leve på, hvor mennesket er afhængigt af et

eller flere andre menneskers indkomst, støtte osv.

Antisocial adfærd:

I forhold til den antisociale adfærd finder man ungdomskriminalitet, tidlige

adfærdsproblemer og besvær med at kontrollere egen krop samt følelsesliv.

Hvorfor diagnosen dyssocial personlighedsstruktur opstår eller eksisterer, er der mange bud

på. Generelt er der uenighed om diagnosens ophav. Forskellige psykologiske retninger og

teorier peger mod hvert sit. F.eks. mener visse neurologer at kunne forbinde for meget

serotonin i den del af hjernen der kaldes synapsen til aggressivitet (Baron-Cohen, 2011:

135). En anden neurologisk forklaringsmodel af diagnosen er, at spejlneuronerne ikke

fungerer på samme måde for mennesker med diagnosen, som de gør på normalt-

fungerende mennesker.

Andre psykologiske retninger, som f.eks. psykoanalysen, peger mod at diagnosen tager sin

grund i usikre relationer i barndommen. Andre teorier peger på at diagnosen kan opstå hos

et ellers gennemsnitligt menneske, som har været igennem alkohol- eller andet stofmisbrug

(www.netpsykiater.dk).

Generelt lader det til, at mennesker med dyssocial personlighedsstruktur er i stand til at

afkode sociale situationer og udvise passende reaktion. Dog ser det ud til, at de ikke

besidder evnen til at leve sig ind i andre menneskers følelser. Her menes, at mennesker med


33

denne diagnose ikke er i stand til at føle den affektive empati, men stadig evner den

kognitive.

Autismespektrumforstyrrelse og dyssocial personlighedsstruktur,

sammenfatning i forhold til teori fra The Science of Evil

Som påpeget i indledningen vil udgangspunktet for projektet være diagnoserne

autismespektrumforstyrrelse og dyssocial personlighedsstruktur. Disse to diagnoser er som

sagt interessante, fordi menneskene med diagnoserne i begge grupper har nedsatte

empatiske evner. Der er derfor også her teorien om manglende empati gør sig gældende.

Autismespektrumforstyrrelse og dyssocial personlighedsstruktur ligger begge inden for

kategorien level 0 empati. Dette betyder, at ved begge diagnoser har det diagnosticerede

individ markant nedsatte empatiske evner. Dog ligger autismespektrumforstyrrelse inden

for nul empati positiv gruppen, mens dyssocial personlighedsstruktur ligger inden for nul

empati negativ gruppen. Den afgørende faktor i dette er, at autismespektrumforstyrrelsen

karakteriseres som havende en særlig kompetence, nemlig fordybelse og systematisering.

Dette afspejler sig også i, at denne gruppe mennesker ligger på level 6 på Baron-Cohens

systemeringsmekanisme (Baron-Cohen, 2011: 155). Man kan altså påpege, at et af

karakteristikkerne for diagnosen er, at de er hypersystematiske. Dette kan gavne resten af

samfundet, fordi mennesker med sådan en evne har stor potentiel produktionskraft i

forhold til ny forståelse af forskellige systemer.

Modsat står dyssocial personlighedsstruktur, som er kategoriseret med nul empati negativ.

Her knytter sig ingen særlige kompetencer til diagnosen, som er brugbare for det resterende

samfund. Denne diagnose forbindes ofte med aggressivitet og impulsiv adfærd, hvilket kan

være en byrde for samfundet. Derfor kategoriseres autismespektrumforstyrrelse altså som

værende nul empati positiv, og dyssocial personlighedsstruktur som negativ.

Der er dog også andre markante forskelle på de to diagnoser. Vi har fastslået, at begge

befinder sig på level 0 af empati-skalaen. Herved burde ingen af disse to diagnoser have en


34

fuld empati. Dog forholder det sig ikke så sort og hvidt. Empati kan, som tidligere nævnt,

inddeles i affektiv og kognitiv empati. Mennesker med dyssocial personlighedsstruktur

menes at have den kognitive empati intakt (Baron-Cohen, 2011: 125). Dermed må de

mennesker med denne diagnose være bevidste om, at deres handlinger påfører andre

smerte. Dog er disse mennesker samtidig ikke i stand til at reagere følelsesmæssigt på deres

medmenneskers følelser. For mennesker med autismespektrumforstyrrelse forholder det

sig anderledes. Da spektret er så bredt som det er, er det svært at konkludere om det

forholder sig ens for mennesker, hvis diagnose ligger inden for hoveddiagnosen

autismespektrumforstyrrelse. Baron-Cohen udtaler f.eks. at “the person with classic (low-

functioning) autism may lack both of these components of empathy” (Baron-Cohen, 2011:

125). Alligevel tyder det på at størstedelen af denne gruppe mennesker besidder den

affektive empati. (Baron-Cohen, 2011: 155). Herved ses endnu en kontrast mellem

diagnoserne. Et individ med dyssocial personlighedsstruktur reagerer ikke på andres

følelser, men er i stand til at afkode dem. Modsat et individ med en

autismespektrumforstyrrelse som ønsker at reagere på andres følelser, men ikke kan afkode

dem.

Austismespektrumforstyrrelser og dyssocial personlighedsstruktur deler fællestrækket nul

empati. Alligevel er der et markant skel imellem dem. Begge er de karakteriseret af at have

nedsatte empatiske evner, forskellen ligger i hvilke empatiske evner, de savner. Vigtigt er

også den almene anskuelse af diagnoserne, som spejler sig i betegnelserne nul empati

negativ og nul empati positiv.


35

Diskussion

Vi vil forsøge at opstille en teori, der kan åbne nye perspektiver og lægge op til videre

eftertanke hos læseren. Det er vigtigt at forstå begrænsningen i dette, da vi her diskuterer

et emne, som allerede er blevet behandlet af en lang række forskere. Vi vil forsøge bygge

ovenpå og fremstille nye forståelseshorisonter til den allerede nedskrevne litteratur, samt

forsøge at skabe nye perspektiver. Vi har dog ikke en naiv forestilling om, at vi kan bidrage

med revolutionerende nye erkendelser eller præsentere universelle svar på

problemstillinger som disse.

Vi vil inkludere de diagnoser der er uddybet i teorien, og derved er der også nogle forbehold

som vi må tage. I det at vi diskuterer diagnoser, som virkelige mennesker lever med. Her skal

det endnu engang nævnes at vi ikke forsøger at skabe/bidrage til en diskurs som forbinder

ondskabsbegrebet uberettiget med diagnoserne.

Er manglende empati det samme som ondskab?

For at besvare dette diskussionsspørgsmål vil vil inkludere Baron-Cohens teori vedr.

“empathy erosion”, og diskutere den som et muligt svar.

En interessant konklusion man kunne drage fra Baron-Cohens teori er følgende. Vi tager

udgangspunkt i Baron-Cohens opdeling af mennesker i deres empatiske evner, hvor

individer med dyssocial personlighedsstruktur ligger i kategorien nul graders empati. Hvis

forståelsen af ondskab skal ændres til “empathy erosion”, så vil man kunne argumentere for

at dyssocial personlighedsstruktur-diagnosen, som er sat lig 0 på empati skalaen, er lig med

ondskab. Altså kan man se dette som Baron-Cohens svar på overspørgsmålet vedr. om

manglende empati er det samme som ondskab. Dette er dog problematisk, da der videre i

værket ikke gives udtryk for, at dette nødvendigvis er tilfældet. F.eks. nævner han selv et

eksempel på det han kalder 0-empati positiv, som er det positive, hypersystematiserende

aspekt af diagnosen Aspergers. Ud fra denne logik kan man nærmere se begrebet “empathy

erosion”, som den tilstand eller begivenhed der muliggør onde handlinger, men ikke


36

nødvendigvis fører til dem. Derfor vil vi ikke mene det fyldestgørende kan erstatte termen

“ondskab”. Derimod kan det fungere som et vigtigt aspekt af begrebet.

Det er forskel på begrebet ondskab, onde individer, og onde handlinger. Til at starte med vil

vi evaluere Baron-Cohens forståelse af en ond handling. For at demonstrere dette opstiller

han en definition af onde handlinger baseret på sætningen: “Turning people into objects”

(Baron-Cohen, 2011: 6) efterfulgt af en række eksempler. Disse demonstrerer at han deler,

hvad man kan antage er en almen forståelse af onde handlinger. De er karakteriseret ved en

høj grad af lidelse hos offeret og en fysisk tæthed mellem aktøren og offeret. Dette ser vi

som et forsøg på at demonstrere, at “empathy erosion” ikke blot er et udtryk for manglende

sanselig kontakt, som når en snigskytte skyder et mål på lang afstand. Hans fokus er dog ikke

på bevæggrundene for disse handlinger, men blot på grundantagelsen i hans værk, nemlig

at empatien må være deaktiveret for at disse handlinger kan finde sted. Derfor kan vi ud fra

hans definition, antage at nogle mennesker har en større tilbøjelighed til at agere ondt, da

deres handlemønster i højere grad er karakteriseret af en objektivisering af andre

mennesker. Til denne definition vil vi opstille to mulige kritikpunkter.

Første kritikpunkt relaterer sig til hans hovedargumentation, hvorpå definitionen tager sit

udgangspunkt, og uddyber pointen fra indledningen til afsnittet. Han argumenterer for, at

onde handlinger kun kan finde sted, hvis empatien er deaktiveret. For at dette argument

skulle kunne opsættes logisk, ville man skulle have en konkret definition af, hvad en ond

handling er, og denne er ikke til at finde i grundlaget.

Argumentet er, at onde handlinger kun finder sted mens empatien er deaktiveret, og derfor

kan man udskifte begrebet ondskab med “empathy erosion” eller deaktiveret empati.

Det faktum at empatien er deaktiveret under udførelsen af den onde handling betyder dog

ikke nødvendigvis, at begrebet kan udskiftes. Derfor er argumentet ikke nødvendigvis

gyldigt, da det ikke udelukker at der er andre faktorer der spiller ind. Ondskab er som nævnt

tidligere unægteligt et bredt begreb. Hvis præmissen derimod er, at manglende empati er

den eneste fællesnævner i forbindelse med onde handlinger, så kunne man begynde at


37

diskutere validiteten af dette argument, men det er ikke den pointe Baron-Cohen forsøger

at cementere.

Vi mener, at der er nogle overvejende mangler i grundlaget for hans definition, da der ikke

kan findes en konkret definition af onde handlinger. Han bruger et eksempel med nazistiske

forskere under det tyske regime, der udførte eksperimenter på mennesker med jødisk

baggrund. Disse eksperimenter foregik eksempelvis ved at nedsænke dem i koldt vand, for

at undersøge hvordan deres kroppe reagerede, mens de gik igennem forskellige faser af

hypotermi (Baron-Cohen, 2011: 2). Videre nævnes to andre eksempler, som befolkningen

med stor sandsynlighed vil kategorisere som værende i den alvorlige ende af ondskabs-

spektret. De eksempler han nævner, vidner om en underforstået hegemonisk bestemt

begrebsforståelse af ondskab. F.eks. ved eksemplet om de nazistiske forskere. Dette er der

en global fælles konsensus om, var ondskabsfuldt. Altså kan vi konkludere, at Baron-Cohen

er farvet af ovenstående diskurs, og ikke forsøger at komme frem til en objektiv forståelse af

begrebet. Videre forbinder Baron-Cohen denne begrebsforståelse med objektivisering. Han

peger på at ondskab mellem mennesker kommer til udtryk, når vi begynder at anse

hinanden som objekter.

Vi er af den opfattelse at for, at kunne ændre eller udskifte begrebet ondskab, skal man

først selv kunne definere hvad en ond handling er. Det gør han ikke, idet han kun tager

udgangspunkt i tre eksempler, i stedet for at forsøge at lave en overordnet definition af den

forståelse, han grundlæggende lægger i begrebet “ondskab”. Man kan argumentere for at

han definerer det med sætningen “Turning people into objects” (Baron-Cohen, 2011: 6) men

dette svarer på mange måder til “empathy erosion”, og deler dermed dets problemstillinger.

Der kan yderligere opstilles et andet kritikpunkt, da han siger “Let’s assume (generously)

that these doctors were not being cruel for the sake of it(...)” (Baron-Cohen, 2011: 3). Vi

læser starten af denne sætning “Lets assume generously...” som et signal for, at den

efterfølgende tekst er et fiktivt eksempel, og ikke hans sande holdning til emnet. Altså

udledes det at han mener, doktorerne agerede ondt for ondskabens skyld. Denne forståelse

mener vi stemmer overens med det Svendsens typologier klassificerer som dæmonisk


38

ondskab. Dette afslører et modsætningsforhold, da den dæmoniske ondskab, som tager

udgangspunkt i ondskab for ondskabens skyld, kun eksisterer i fiktionens og en ureflekteret

definitions optik. Det står i skarp kontrast til Baron-Cohens synspunkt senere i bogen, hvor

han netop afviser det han kalder “ondskabskonceptet” (Baron-Cohen, 2011: 6). Det vi

forstår ud fra dette modsætningsforhold er, at fordi Baron-Cohen så vidende på empati-

området så opstår der en kontrast med ondskabsbegrebet, der bliver behandlet en smule

overfladisk.

Hvilke overordnede forskelle på personer med autisme og dyssocial

personlighedsstruktur er befordrende for at blive defineret som ond?

Vedrørende de to diagnoser som projektet behandler, er det interessant at se på hvordan

de behandles ud fra Baron-Cohens ondskabsbegreb. Hvis vi fastholder præmissen om, at

ondskab udspringer af fremmedgørelse, bliver forståelsen af diagnoserne kontra

ondskabsbegrebet klarere. Vi har tidligere fastslået ligheder og modsætninger mellem

autismespektrumforstyrrelse og dyssocial personlighedsstruktur. Her fandt vi frem til, at

begge har nedsatte empatiske evner, og derfor befinder sig under kategorien nul graders

empati. Herved er de anderledes end normalt-fungerende mennesker. I dette ligger også en

fremmedgørelse af disse grupper af mennesker, fordi mennesker med gennemsnitlige

empatiske evner ikke følelsesmæssigt kan genkende eller spejle sig i mennesket med en af

disse diagnoser.

En markant forskel ved diagnoserne er deres indbyrdes forskel i empatiske evner, som også

afspejler sig i deres individuelle karaktertræk. Det er vigtigt igen at påpege, at diagnosen

autismespektrumforstyrrelse er meget bred, og dækker over en kategorisering af flere

underdiagnoser. Derfor er det svært at opstille karaktertræk, som er ligeså gældende for

vedkommende med Aspergers syndrom (som kunne anses som værende i den milde ende af

autismespektret), som de er for individet med infantil autisme (som anses for at ligge i

spektrets anden ende). Dette er til dels også relevant for mennesket med dyssocial

personlighedsstruktur, da de forskellige kriterier for diagnosen, ikke nødvendigvis er lige

markante for alle personer.


39

Vi ønsker at diskutere hvilke overordnede forskelle, der findes på mennesker med autisme

og mennesker med dyssocial personlighedsstruktur, som skulle være befordrende for at

blive defineret som onde. Som nævnt tidligere skal denne diskussion forstås teoretisk og

ikke bogstaveligt. Vi ønsker ikke at bidrage til en negativ diskurs omkring diagnoserne, og

håber at læseren vil have forståelse for dette.

Hvordan opfattes diagnoserne af den resterende befolkning?

Autismespektrumforstyrrelse

Mennesket med autisme reagerer ikke som normalt-fungerende mennesker. De besidder

ikke den mentaliseringsevne, der tillader et menneske, at kunne aflæse andres følelser,

mimik, toneleje eller kropssprog. På baggrund heraf kan mennesket med autisme derfor

ikke reagere korrekt på nonverbal kommunikation. Dette kan også medføre en afvigelse i

den verbale og fysiske ageren, hos mennesket med autisme, da de ikke kender til

betydningen af toneleje, gestus mm. Dette skyldes bl.a. en manglende kognitiv empati, som

tillader et individ at forstå socialt samspil og komme med et passende ud- og- sammenspil.

Dette faktum gør, at den resterende del af samfundet kan have en tendens til at

objektivisere dem. Når et menneske objektiviserer et andet menneske, er det også udtryk

for en fremmedgørelse. I det at man fremmedgør et andet menneske muliggør man

“empathy erosion” eller deaktivering af egen empati overfor det fremmedgjorte individ. Når

et menneske ikke har en empatisk forståelse for et andet menneske, er det lettere for det

normalt-fungerende menneske, at sætte et menneske med autisme i bås som f.eks.

værende ondskabsfuld.

Mennesket med autisme har svært ved at adskille sig selv fra andre mennesker. Det har den

betydning, at de tror andre mennesker ved alt hvad de selv ved, og derfor aldrig kan have

indvendinger mod de handlinger mennesket med autisme foretager sig. Har man som

normalt-fungerende menneske ikke denne forforståelse for mennesket med autisme, kan

det hurtigt virke som om, at mennesket med autisme opfører sig tarveligt eller måske

ligefrem ondskabsfuldt.


40

Mennesket med autisme kan hjælpes på vej, eksempelvis ved hjælp af skemaer, der

forklarer dem hvad man skal gøre hvornår og f.eks. hvordan man agerer høfligt, hvilket kan

bevirke til et positivt indtryk, der kan udvikle sig til en relation. Dette er udtryk for et forsøg

på forståelse af mennesket med empati, på trods af den åbenlyse barriere.

Det er ligeledes nyttigt at kigge på den anden side af sagen, og tage mennesket med

autismes perspektiv. Mennesket med autisme besidder ikke den kognitive empati, som vi

har fastslået længere oppe. Dog besidder de den affektive, der tillader dem at have en

interesse for andre mennesker. Mennesket med autisme ønsker ikke at objektivisere andre,

men idet de tror, at andre ved hvorfor de gør som de gør, kan det virke som om de ikke

tillægger andre en menneskelig værdi. Dette kan til dels være sandt, da de har svært ved at

forstå andre mennesker som selvstændige, autonome individer med egne holdninger og

forståelser. Mennesket med autisme har et dog paradoksalt nok et behov for menneskelig

kontakt, på lige fod med et normalt-fungerende menneske. De har bare ingen forståelse for

den sociale interaktion og tilstedeværelsen af nonverbal kommunikation – noget som

besidder stor betydning for samspil mellem normalt-fungerende mennesker.

Dette tegner et billede af en diagnosegruppe der har svært ved at følge de gængse sociale

normer. Dog har vi som samfund ikke kategoriseret disse mennesker som onde, men

nærmere som mennesker med et specielt handicap der kræver specialbehandling. Årsagen

til dette kunne være en underbevidst respons på deres affektive empati. Mennesket med

autisme mangler midlet, men har viljen til at kunne indgå i samspil med sine medmennesker

på en positiv måde. Forståelsesarbejdet af mennesker med autisme er kun lige begyndt,

men det første skridt er altid viljen til forståelse.

Dyssocial personlighedsstruktur

Modsat autismespektrumforstyrrelser kan mennesker med dyssocial personlighedsstruktur

reagere på normalt-fungerende menneskers følelser i kraft af deres kognitive empatiske

evner. I hvert fald har disse mennesker en forståelse af andre mennesker, da de kan afkode

deres sindstilstand. Dog mangler de den tidligere nævnte affektive empati. Dette resulterer


41

i, at de ikke kan have en personlig følelsesmæssig reaktion på andre individers følelser. Her

kan man inkludere Agostas teori omkring empatiske stadier (Lou Agosta, 2015: 24). Ud fra

denne kan man argumentere for at mennesket med dyssocial personlighedsstruktur til en

vis grad evner de første to stadier, empatisk modtagelse og empatisk forståelse. Dog vil

ondskab & empati · gruppe nr. 7 – ondskab & empati 2 abstract this report explores the concept...

Documents